253
af: Max M Rasmussen
@
delt

Hjemmelavet marcipan

Færdig marcipan - ren luksus - Max M Rasmussen
Opskrift med video - Hvis man vil lave danske kager og desserter, så er det ingen vej uden om marcipan. Jeg har mange udenslandsdanskere som spørger om en marcipan opskrift, da man ikke kan købe det i de fleste steder i verden. Jeg har ikke været tilfreds med de opskrifter jeg har kunne finde i litteraturen eller på nettet, så her er den jeg selv har lavet. Det tog kun 1½ uges eksperimenteren og læsen op at få den rigtigt :-S

Ingredienser

mandelmel

  • 200 gram mandler (almindelige søde mandler)
  • 1 bittermandel

1:3 sirup (se opskrift) (Der bruges kun 4 spsk af denne sirup.)

  • ½ dl vand
  • 1½ dl sukker (erstat evt. ½ dl med glucose eller druesukker)
Marcipan - ingredienser - Max M Rasmussen

Fremgangsmåde

Bittermandlen (dagen før)

Læg bittermandlen i blød i koldt vand fra hanen. Lad den stå ved stuetemperatur i 12 timer indtil du kan smutte den eller nemt skrabe skallen af med en urtekniv.

Del den i to halvdele så vandet kan komme til den større overflade det giver.

Lad den stå i blød i yderlige 12-24 timer ved stuetemperatur. Skift gerne vandet ud hver 8.-12- time.

Jo længere den står, jo mere bitterstof bliver udskyllet. Så tiden er en smagssag. Jeg lader den stå i 12 timer.

Sirupen

Kom ½ dl vand og de 1½ dl sukker i en gryden. Rør rundt og varm op til sukkeret er smeltet. Det gør ikke noget hvis der er en lille smule der ikke er smeltet.

Lad sirupen køle af til håndvarmt inden det blandes med mandel melet. Lad ikke sirupen stå for længe for så krystalliserer den, hvis du ikke har druesukker eller glucose i. Sker det alligevel kan den reddes ved at komme 1 tsk vand i og koge den op igen.

Skal du bruge marcipanen til at bage med kan du bare lave sirupen af rent sukker. Skal du spise marcipanen rå eller i ubagt konfekt er det en god idé at erstatte ½ dl (mindst 20%) af sukkeret med glucose eller druesukker. Ellers risikerer du sukkerkrystaller i marcipanen.

Mandelmelet

Bring en gryde med rigeligt vand, fx 1½ liter, i bulderkog. Tilsæt mandlerne. Bring gryden i bulderkog igen.

Når den koger, så sluk for den og lad mandlerne stå i gryden i ca. 2 minutter.

VIGTIGT! Mærk efter hvornår mandlerne kan smuttes og tag dem så af med det samme og køl dem ned. Jo længere mandlerne varmes op jo meres smag mister de.

Hæld vandet fra, og kom kold vand i gryden. Smut mandlerne så snart de er kølet nok af til at du kan have dem i hånden uden at brænde dig.

Læg dem til tørre på et viskestykke i en times tid. Vend dem evt. en gang eller to.

Når mandlerne er kolde og tørre på overfladen, så mal dem i 4-5 portioner, i en blender eller en kaffekværn. Jeg bruger en kaffekværn. Den er lille og hakker meget hurtigt.

Kom den bitre mandel i en af portionerne og lad den blende med, så den bliver blandet godt rundt.

Når de alle er malet til mandelmel på den måde, så rør det hele godt sammen så bittermandlen bliver jævnt fordelt.

Tilsæt 4 spsk (60 ml) sirup og ælt til en ensartet let klistret masse. hvor meget der skal tilsættes er afhængigt af hvor meget vand mandlerne har opslugt.

Holder en 3 uger i køleskabet.

Noter

I en "ren rå marcipan" marcipan skal der være mindst 60% mandler ifølge de danske regler. Resten er sukker og vand. Der er en del opskrifter på nettet med 50/50 af sukker og mandler. Men det er altså for sødt.

Mandeltype og indhold

I californiske mandler (de mest almindelige og billige) er der stort set ingen bitterstoffer. Så de er svære at lave god marcipan af.

Spanske Valencia mandler er lidt mere bitre og indeholder mere olie. Så de opfører sig og smager anderledes. Der skal derfor også mindre bittermandel i. Prøv fx med ½.

Økologiske mandler kan indeholde bitre mandler, men man ved ikke på forhånd hvor bitre de er eller hvor mange der er. Så det er er lidt russisk roulette at bruge dem til marcipan. Måske bliver den god måske ikke.

Til mine forsøg har jeg brugt de kedelige (og billige) californiske mandler. Resultatet er en god marcipan med en kvalitet som "Ren rå marcipan" fra Anthon Berg, Odense Marcipan og Kokkens Køkken. Bedre mandler giver bedre smag. Men så har man da i det mindste en basisopskrift at gå ud fra.

Mandlerne må ikke være over et år gamle (plukkedato), så oxiderer mandelolien og giver en dårlig smag. Pakkedatoen kan være et hint til hvornår de er plukket, men man er ikke sikker. Desværre er det svært at få noget at vide om plukke datoen.

Bittermandlerne skal afskindes og kan lægges i blød fra 12-36 timer i koldt vand.

Det er ikke unormalt at der kommer æggehvide i marcipan. Det bruger man så forskellige steder som Norge og USA. Så det er ikke forkert at gøre. Men det bruges ikke i dansk marcipan. Først når vi bager kransekage og kager kommer vi typisk æggehvider i.

Opvarming og tørring af mandlerne

Helt rå usmuttede mandler er så tørre at de typisk vil udskille olien når man blender dem. Så får man ikke marcipan men smørrepålæg. De skal mindst ligge i vand i 12 timer så de kan blendes uden at olien skiller.

Mange opskrifter bruger at mandlerne først skal koges så de kan smuttes og så derefter tørres i ovn. Det er ikke nødvendigt. Faktisk er det en skidt idé. Jo mere mandlerne varmes op, jo mere af den tætte mandelsmag forsvinder. Så hvis man har varmet sine mandler for meget op, så får man en meget tynd og vandet marcipansmag.

Så lidt varme som muligt er hemmeligheden på en god smag. Mandlerne mister faktisk rigtigt meget smag og fylde af at blive opvarmet. Derfor skal de heller ikke ligge for længe i kogevandet inden de smuttes.

Bliver de for tørre af opvarmingen sker der også det at olien skiller fra mandlerne, når de males til mel. Ligesom med de helt tørrede mandler. Derfor er ovntørring en skidt idé.

Rister man mandlerne let gyldne. Fx. 8-12 minutter i 180 grader varmluft, så smager de også af peanutbutter i stedet for marcipan, og marcipanen bliver meget mørkere. Den slags mandler smager fremragende i en salat med lidt salt på, men er  ikke gode i en marcipan.

Mange opskrifter siger at man til 100 gram mandler skal bruge 1-2 bittermander. Det er alt for meget. Ifølge Odense marcipan  er der i 360 kg færdig marcipan 3 bittermandler. De er så til gengæld ikke afbitrede.

Nu er det ikke til at arbejde med 1/8 af en bittermandel eller mindre, derfor bruger jeg 1 bittermandel, som til gengæld er afbitret ved at lægge den i blød i en skål vand ved stuetemperatur.

Man skal ikke koge bittermandlen med og smutte den sammen med de andre mandler. Så har den stort set ingen smag tilbage af bittermandlen. Endnu værre bliver det hvis den ristes i ovn også.

Smagen ændrer sig også ved opvarmning fra at være den kendte kraftige mandelsmag til kun at blive en grim bitter eftersmag i marcipanen.

Rå bittermandel smager stort set som en kraftigere og mere bitter udgave af æblekerner. Hvis man nu har prøvet at tygge dem.

Rygtet vi vide at man kan bruge bitre abrikoskerner i stedet for bittermandler. Men det har jeg ikke prøvet selv.

Bittermandler kan købes på nettet og i specialbutikker. Du er nødt til at google for at finde en butik i dit eget område.

Kender du en butik eller webshop der sælger bittermandler er du velkommen til at nævne dem i en kommentar herunder.

Pga. spam kan du desværre ikke sætte links ind med et http:// på bare fjern det og så skriv resten. Som fx dem her der sælger dem:

specialkoebmanden.dk/en/coffee-tea-specialties-662/baking-supplies-ice-cream-desserts-706/bitter-almonds-15-g-1775.html

Jeg købte mine hos H. J. hansen i Odense. Men jeg tror ikke de sælger via deres netbutik.

Jeg prøvede i øvrigt at lave marcipanen med en færdig lys sirup, men marcipanen tager meget smag af det, så den endte med at smage som amerikanske pandekager med sirup. En udemærket smag,  men ikke rigtigt marcipan.

STOR takt til Odense marcipan der var meget imødekommende over for mine spørgsmål.

Marcipan - Max M Rasmussen
0
af: Anonymous

Bitre mandler - forhandler o.a.

Kan f.eks. købes her: fuglebjerggaard.dk/netbutik/product_info.php?products_id=959 Prisen finder jeg dog høj (kr 1360,-/kg), måske en etnisk handelsmand har en bedre pris? Måske bør de sælges enkeltvis, da et par stykker rækker til årsforbruget for de fleste? specialkoebmanden.dk tager noget mere (kr 1796,66/kg), men sælger i mindre portioner. Alle priser januar 2013. Alm. mandler koster fra kr 80,- 100,-/kg og opefter. Hvor meget vejer en enkelt mandel, såen cirka? @MAX: Sukker SMELTER ved høj temperatur, men kan OPLØSES i vand. En kaffeKVÆRN (Dem med justerbare koniske valser) er stor, og er vanskelig at rengøre, hvorimod en kaffeMØLLE (Dem med vingerne), er en lille billig sag, hvor rengøreingen blot er at køre et par spsk. rå ris et par gange, hvorefter den let kan tømmes og børstes fri for rester. Tak for din grundige gennemgang af emnerne, både i denne artikel og i dine øvrige artikler. Det er dejligt at blive klogere på en nem måde. Jeg elsker arbejdsfordelingen: Du laver arbejdet, vi andre nyder godt deraf :-) Så STOR tak til dig. m.v.h. Emil (8700)

Bitre mandler - forhandler o.a.

I forbindelse med mine test så vejede 16 bitre mandler 10 gram. Så en bitter mandel vejer ca. 0,6 gram. Mht. sukker i vand så er der en glidende overgang imellem opløsning og smeltning, hvilket man fx bruger til at lave bolchemasse. Jeg er ikke sikker på hvad den korrekt terminologi er for sirup som bliver tykkere med temperaturen. Men det er sikkert rigtigt at det burde kaldes opløsning.
0
af: Anonymous

Marcipan

Jeg brugte mandel mel som man kan købe i helsekost forretninger. Det var så nemt og marcipanen blev meget fin og ser helt rigtig ud. Jeg havde ikke bittermandel men kom i stedet noget mandel essens i og det gav en god smag.
0
af: Anonymous

Bitre mandler

Jeg har købt mine bitre mandler hos Kageting som ligger i Egedal centret. Hun er meget hjælpsom og skaffer gerne hjem på forespørgelse. Hun er også billigere end specialkøbmanden:-) MR
0
af: Anonymous

Marcipan

Bittermandler kan købes i Sverige i mange supermarkeder, så hvis man er på de kanter...
0
af: Anonymous

Brug af denne til kransekagetoppe

Hej, er tilfældigt faldet over denne side og synes den er super! Jeg bor på Cypern så ingen marcipan her, men vil gerne lave kransekage til nytår. Vi dyrker vores egne økologiske mandler så ville spørge om marcipan lavet af disse er velegnet til kransekage, eller kan det blive for bittert? Skal mandlerne stå i blød inden de smuttes? Hvor mange gram marcipan giver denne opskrift, da jeg kan se at der skal benyttes 500g til dine kransekagetoppe? Tusind tak for hjælpen på forhånd.

Brug af denne til kransekagetoppe

Den her giver en 3-400 gram. Hvis mandlerne smager godt at spise, så smager de også godt til marcipan. Der sker ikke noget ved at lade dem stå i blød. De kan endda være nemmere at blende dem. Men så kan de ikke suge så meget sirup. Dvs. marcipanen bliver ikke så sød. Du kan evt. tilsætte lidt mere flormelis når du laver den til kransekage så.
0
af: Anonymous

Bitter mandel

Kan man købe i alle supermarkederne i Sverige , hvis I kommer der påset tidspunkt.
0
af: Anonymous

kage eksperiment

Hej Max. Din hjemmeside er hermed blevet min bibel. Jeg går meget op i at lave alt fra bunden,for så ved jeg hvad der er i, frem for industriel mad. Mit spørgsmål: Tror du at denne marcipan kan bruges som kageovertræk? Mvh. Nadja - en ny dispel :P

kage eksperiment

Det er helt afhængigt af om du kan hakke den fint nok. Så det vil være forskelligt fra person til person. Afhængigt af håndværksmæssig fornemmelse og udstyr.
0
af: Anonymous

Marcipan

Tak for den gode marcipan opskrift. Jeg har brugt den flere gange til bl.a. påskeæg som familie og venner er vilde med. opskrifternr jeg har brugt er fra Odense Marcipan. jeg har købt bitre mandler via amazon.co.uk. VH Merete
0
af: Anonymous

valencia-mandler

Hvor kan de store slanke valencia-mandler købes, også når man ikke står og skal bruge 10 kg? Jeg har tidligere købt bitre mandler til bagværk. Kunne også købes som bittermandelolie. Tyskerne laver et produkt kaldet "Percipan" med en mere gennemtrængende smag, da der i stedet for nogle/alle? mandler bruges abrikoskerner. Kirsebærkerner kan også medvirke til at give en virkning som bittermandler. - Skulle kommes i hjemmelavet kirsebærsyltetøj.
0
af: Anonymous

valencia-mandler

Har gode erfaringer med Lomos i Kbh, der også har en webshop www.lomos-shopping.dk/shop/mandler-marcona-244.html ('Marcona' er den gode mandelsort der bruges i Valencia, i modsætning til de kedelige ordinære 'Comuna', som de også sælger) Køber du via web for over 600 i alt, er det fragtfrit, ellers kommer der 110Kr oveni... De har MANGE gode fristende sager, det er endnu ikke lykkedes mig at holde det under 600... *G* (Har dog IKKE fundet bitter-mandler på deres side) Har netop lavet en portion der står på køl, er spændt på hvordan det bliver. Min kværn er muligvis lidt vel grov, men det er jo ikke opskriftens fejl. Mvh Eske Rahn
0
af: Anonymous

valencia-mandler

Nu har jeg selv fundet et firma på internettet mandelvognen.dk Hun sælger via kæden Holte Vinlager. Har de ikke på lager,kan det betilles der, skriver hun.
0
af: Anonymous

Valencia mandler kan købes hos Vanila-vanila.dk mener de koster 85,- kr kiloet

0
af: Anonymous

Nødder/mandler og holdbarhed

Tusind tak for en fantastisk side Jeg har et stort valnøddetræ i haven og det giver nogle år rigtig mange nødder. Når jeg efter tørring af nødderne har knækket dem, fryses de. Jeg gør det samme med alle mine andre storindkøb af div. nødder og mandler. Ligeledes fryses også den færdiglavede/indkøbte marcipan. Mht afskalning af mandlerne kommer jeg dem frosne i kogende vand og de tørrer ikke særlig længe for jeg laver marcipan. Jeg bruger kernen fra surkirsebær som bitterhed (også fra fryseren) /Susanne
0
af: Anonymous

Bittermandler

Man kan også købe dem i løs vægt hos Holger Frederiksens Eftf. på Ordrupvej 100.
0
af: Anonymous

Bittermandel

Du kan købe bittermandel ved specialkøbmanden.dk eller i en af deres butikker :)
0
af: Anonymous

Skalden !!!

Først udvander du EN mandel, næst klip i videoen, så er der pludselig er skallen kommet på igen ?

Skalden !!!

Hvis du er i tvivl om videoen så gå ud fra opskriften. Det vil altid være den mest præcise beskrivelse.
0
af: Anonymous

Marcipan

hvor længe kan marcipanen holde sig i køleskabet ? Og kan denne hjemmelavet marcipan nemt roulades ud, uden at den krakeler/går i stykker ? (Tænker på som lagkage overtræk.)

Marcipan

Bare kom flormelis i, så kan det rulles ud. Hvis du altså ikke har fået det lavet for groft.
0
af: Anonymous

Marcipan

Ruldes ud, skulle der stå ;)
0
af: Anonymous

At smutte mandler

Et lille trick når man skal smutte mange mandler: I stedet for at tage dem én ad gangen, kan man gnubbe dem imellem håndfladerne i en skål vand, ligesom når man vasker hænder. Langt de fleste af mandlerne smider skrællen på den måde, og skrællerne flyder ovenpå og kan nemt skummes af med fingrene undervejs. Til sidst skal man kun tage de resterende par stykker enkeltvis. Så er det næsten til at holde ud at skulle smutte mandler!

At smutte mandler

Ja jeg har prøvet den metode, men syntes jeg at man bruger tiden på at sortere dem nede i baljen i stedet for. Har dog ikke taget tid på hvad der er hurtigst, så det er rent gætværk.
0
af: Anonymous

mandelsmoer?

hej Jeg fulgte din opskrift til punkt og prikke -men da mandlerne havde toerret (ca 1,5 time) og kom i kaffemoellen, blev de til mandelsmoer lang tid foer alle mandlerne var hakkede. De var ikke i kaffemoellen i ret lang tid. Hvad gjorde jeg forkert? Jette

mandelsmoer?

Det er fordi de er for tørre. Kan være din mandelsort der er anderledes end min, så de ikke har suget så meget vand. Prøv evt. at lægge dem i blød 6-8 timer inden du koger til smutning. I et af minde forsøg lagde jeg en portion i blød i 12 timer. Kogte og smuttede så. Hvorefter jeg blendede dem i ret lang tid med flormelis. Så blev det til en meget fin marcipan i blenderen. Uden at blive til smør. Så det er helt klart mandlernes fugtighed. Det understregede min kontakt ved odense marcipan også.
0
af: Anonymous

mandelsmoer?

Når jeg har mandler liggende 1 døgn i koldt vand, er det ret nemme at pille skindet af. Så hvis man ikke ønsker at varmebehandle dem, pga. mistet smag, kan det godt lade sig gøre alligevel, uden at koge eller hælde kogende vand over dem. Jeg har dem liggende i koldt vand, da smagen bliver bedre, når jeg skal spise dem.
0
af: Anonymous

Lyder lækkert ..

Er meget spændt på at se hvordan den er at "arbejde" med.

Lyder lækkert ..

Den er lidt grovere end en købemarcipan. Men ellers opfører den sig helt almindeligt.
0
af: Anonymous

Bitter mandlen

Kan man helt undlade bittermandlen? Hvad er dens formål?
0
af: Anonymous

Bitter mandlen

Ja, den kan helt udelades. Jeg bruger den aldrig selv. Men i stedet andre smagsstoffer, som er vanilje, rom og eventuelt andre.
0
af: Anonymous

blommekerner

Jeg tror måske at blommekerner også kan bruges i stedet for bittermandler. De har en udtalt marcipan-agtig og bitter smag. mvh Louise

blommekerner

Blommekernerne er ikke nær så bitre så vidt jeg husker fra da jeg var lille. Så de skal nok ikke udvandes så meget. Men derudover er der da en chance for at de kan bruges.
0
af: Anonymous

Hjemmelavet marcipan

Jeg kan ikke faa bitter mandler he I USA. De er aabenbart ulovlige. Er det vaerd at lave marcipan uden. Vil det blive alt for kedeligt?
0
af: Anonymous

Hjemmelavet marcipan

Bare brug lidt mandelessens. Det er ofte lavet på bittermandel. - max
0
af: Anonymous

Bitre mandler

Jeg har lige fundet en side hvor man kan købe 15 gram bitre mandler, til 27,- på nettet :) specialkoebmanden.dk/bageartikler-is-desserter-706/bitre-mandler-15-g-1775.html
0
af: Anonymous

Substitut for bitre mandler

Hvis man ikke kan finde bitre mandler kan man spørge den lokale bager om man kan købe lidt af hans 'Bitter Brun 00' marcipan som han bruger til wienerbrød (den er lavet med bitre aprikoskerner i). Riv ca. 20g i en portion af den størrelse som i Max's opskrift. Så kommer marcipansmagen.
0
af: Anonymous

Substitut for bitre mandler

Jeg har lige opdaget at den mandel essens jeg kan købe i Australien er et udtræk af bitre mandler, så i dag prøvede jeg at tilsætte ½ tsk essens til 1 portion. Perfekt! :-D
0
af: Anonymous

Substitut for bitre mandler

Det har jeg også læst at der er andre der gør. Men godt at vide hvilken mængde der skal bruges. Tak.
0
af: Anonymous

Substitut for bitre mandler

som barn flækkede vi stenene fra ferskner og nektariner. kernen smager kraftigt af mandel. måske det kan bruges.
0
af: Anonymous

Bitter mandel

Kan man købe i alle supermarkederne i Sverige , hvis I kommer der påset tidspunkt.
0
af: Anonymous

pecan-, valnøddecipan?

VI elsker din hjemmeside og de gode vejledninger du filmer. Derfor håber jeg lidt på at du ved hvordan man laver marcipan-agtige erstatninger for marcipan med andre typer af nødder? Der er nemlig en masse nødder jeg ikke kan tåle så godt, og mandel er en af dem. Men pecannødder og valnødder kan jeg tåle i nogen grad, så dem vil jeg rigtig gerne forsøge at lave marcipan af. Jeg har ikke noget imod at eksperimentere, men måske har du allerede en god ide til blandingsforhold, om nødderne skal ligge i blød og andet godt? Ribes
0
af: Anonymous

Der er åbenbart flere måder at lave marcipan på

Jeg laver selv marcipan hvert år til jul, men gør det på en noget anden måde. Jeg smutter mandlerne, tørre dem let i et viskestykke og giver dem derefter en hurtig tur i foodprocessoren, så de bliver som groft mel. Derefter blandes de med lidt flormelis og en smule vand, og så køres massen gennem kødhakkeren 5-6 gange. Til sidst rister jeg massen ved meget svag varme med en lille smule æggehvide. Resultatet bliver helt perfekt, men det er MEGET vigtigt at blande flormelis i INDEN man køre mandlerne igennem kødhakkeren. Ellers bliver olierne bare presset ud af mandlerne og kødhakkeren risikere at brænde sammen. Jeg taler af erfaring :-D
0
af: Anonymous

Der er åbenbart flere måder at lave marcipan på

I øvrigt synes jeg du bruger ret meget sukker i forhold til det jeg bruger. Jeg bruger kun 125 g pr 500 g mandler

Der er åbenbart flere måder at lave marcipan på

Der laves mere sirup end der bruges i opskriften. Det er simpelthen for at det skal være til at håndtere sirupen i praksis. Der bruges 60 ml sirup, hvilket nok svarer til en 50 gram sukker. Så det er ca. det samme som du bruger i forhold til mandlerne. I mine tidlige forsøg brugte jeg også en kødhakker. Med mandelolie som resultat. Så det er en erfaring vi deler :-) Odense marcipan bruger en mølle af en art, og de bruger udblødte mandler. Det forhindrer også at man trækker olien ud. Det er bare ikke så praktisk til hjemmebrug synes jeg.
0
af: Anonymous

Der er åbenbart flere måder at lave marcipan på

Man undgår helt mandelolien hvis man ellers husker at blande flormelis i INDEN man putter i hakkeren. Sjovt den lille detalje har så stor betydning, men det har den altså. Så jeg tror bare jeg fortsætter som jeg altid har gjort, når det nu virker. Nu håber jeg bare jeg kan skaffe bitre mandler i år.
0
af: Anonymous

bittermandler

og de kan købes over nettet ved bagetid.dk der har jeg fået fat i dem,og leveres lige til døren
0
af: Anonymous

Uklare ingredisens mængder

Tak for en super opskrift, det var perfekt til julebordet! Det virker dog forvirrende at der ikke tydeliggøres i opskritens ingrediensliste at der kun bruges en del af siruppen, da der under afsnittet "siruppen" blot skrives blandes med mandelmelet, er det let at overse af det kun er en del af mængden. Men nu er der lavet 4-5 dobbelt portion, så er der jo også til kransekagen :) God jul!

Uklare ingredisens mængder

Du har ret. Det er uklart. Jeg har tilføjet en kommentar. Tak.
0
af: Anonymous

Gram?

Hvor mange gram færdig marcipan bliver der?
0
af: Anonymous

Marcipan

Hvor er det sejt at du har arbejdet så længe med at udvikle opskriften. Jeg glæder mig ligeledes til at afprøve den Pia
0
af: Anonymous

Bittermandel

Teknisk spørgsmål: hvorfor bittermandel? Hvad gør den? Og hvad sker der, hvis den udelades?
0
af: Anonymous

Bittermandel

Det mener jeg at jeg kan svare på. Bittermandel har utroligt meget "mandelsmag," som almindelige mandler mangler. Dyrere mandler kan have mere. Derfor vil du finde mange marcipanopskrifter, som faktisk tilsætter mandelessens... til hvad der egentligt bare er mandler og sukker. Med bittermandel får du samme resultat, bare på en mere velsmagende måde. Du kan naturligvis erstatte det med mandelessens, og i begge tilfælde vil det afhænge af dine egne smagsløg. Bittermandel kan også overdrives. Amerikanerne bruger f.eks. mere bittermandel i deres marcipan, hvilket er også en af grundende til at de bruger så meget sukker -- 20% mandler i marcipan er ikke unormalt. 60-65% mandler, som vores "ganske almindelige" Odense betragtes derimod som gourmet marcipan, som kun bruges af særligt gode kokke og konditore. Endnu end grund til at marcipan ikke er populært Over There. De fleste kan ikke se charmen i det... men jeg har ikke mødt nogen som ikke er blevet omvendt efter at have smagt vores marcipan. :)
0
af: Anonymous

Bittermandel

Marcipan er meget svært at finde "over here", men mandelmasse med 50% sukker & 50% mandler kan man finde til en horrible pris i de fleste fødevare butikker - Fremstillet i Odense af Californiske mandler :-) Det er dog tåbeligt at sende mandler fra Californien til Odense, hvor de bliver hakket og blandet med sukker, og derefter returneret til Californien. Jeg skal prøve denne opskrift, da jeg er løbet tør for den Marcipan mine forældre sendt til jul. Opskriften lyder meget gennemarbejdet, så jeg glæder mig.
0
af: Anonymous

Guf

Prøv at erstatte enten al sukkeret eller noget af det med honning.
0
af: Anonymous

Marcipan

Hej kvalimad tak for et SUPER godt sted at få inspiration på. Jeg vil høre om den marcipan man selv laver egner sig til at lave kransekagekonfekt af?

Marcipan

Ja. Den kan bruges til hvad du bruger almindelig marcipan til. Special marcipan til bagning er dog ofte et bedre bud. Men det er gradsforskelle.
0
af: Anonymous

Wauo..

Hej, Jeg har lige opdaget din side idag og jeg er FAN!!!!! Hold nu helt op.. Du har voldsomt mange lækre opskrifter, din side bliver klart inspiration for mig frem over-- MUMS.. <3 Hipfitnessmama
0
af: Anonymous

Hjemmelavet marcipan fra kvallimad.dk

SÅ dejligt med det samme at finde sin yndlingsopskrift! Den smager som Anthonbergs som er min yndlingsmarcipan. Nu har jeg fået en ny yndlings. Tak for deling! Med venlig hilsen Gitte
0
af: Anonymous

MUMS

Nøj hvor jeg glæder mig til at prøve den af.. Her har vi ikke bittermandler (tror jeg) da marcipan slet ikke er en kendt spise. MEN vi har abrikoser (og dermed abrikoskerner). Kender du processen for behandling af kernerne, så de kan lendes/kværnes? Fx om de skal lægge i blød også? VH Pia H

MUMS

Du er nok nødt til at smage dig frem :-S Man kan købe abrikoskerner på nettet, men jeg ved ikke hvor bitre de er, og om der er forskel på bitterheden i forskellige abrikoskerner. Er den meget bitter skal du udvande den lige som bittermandlen. Er den ikke så bitter behøver du det ikke. Hvad kan jeg sige? :-D