Mine værktøjer
Du er her: Forside Opskrifter Kransekage - bagt i ringforme (kransekageforme)

Kransekage - bagt i ringforme (kransekageforme)

— Arkiveret under , , , , ,

Kransekage er en af de allerbedste kager der findes. Vi får det tit nytårsaften og til bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage osv. Det skyldes at min svigerfar Kurt bager den bedste kransekage jeg har fået. Jeg har fået ham til at give mig opskriften og vise mig hvordan man gør. Så dette er hans opskrift.

Kransekage - bagt i ringforme (kransekageforme)

Kransekage lidt tæt på

Ingredienser

kransekagemassen

  • 1000 gram bagemarcipan (Odense Kranse XX) eller marcipan.
  • 210 gram sukker
  • 210 gram flormelis
  • 110 gram æggehvide (ca. 4 hvider.)
smørring af ringene
  • 50 gram smeltet smør
  • 100 gram rasp

til udrulning

  • 100-200 gram flormelis
glasur
  • 100 gram flormelis
  • æggehvide
Ingredienser til kransekagen
Ingredienser til kransekagen

Fremgangsmåde


Vigtigt
: æggehviderne skal afvejes så præcist som muligt.

Æltes med maskine

Bræk marcipanen af i lidt mindre stykker og kom dem i et af gangen.

Tilsæt sukker og æggehvider.

Rør indtil massen er ensartet. Den bliver ikke bedre af at blive æltet længe.

Æltes manuelt

Riv marcipanen på et groft rivejern eller skær marcipanen i ca. ½ cm tykke skiver med en kniv. Det behøver ikke være pænt. Bare hold marcipanen hen over skålen og så snit løs som hvis du snittede et stykke træ spidst.

Bland sukkeret i det revne marcipan og fordel det jævnt uden at får det til at klumpe.

Tilsæt æggehviderne.

Ælt godt sammen med hænderne.

Begge

Dejen er færdig så snart den er ensartet og klistret. Hold lidt æggehvide tilbage hvis den er for klistret. Den skal klistre til fingrene og være forholdsvis blød men ikke side fast.

Gør formene parat

Kør noget almindeligt lyst rasp igennem en sigte så der ikke er store stykker og klumper. Kom det op i en stor bred skål.

Pensel formene med noget smeltet smør. Et tyndt lag.

Drys rigeligt rasp på formene, og vend bunden i vejret så "restraspen" kommer tilbage i skålen og kan genbruges.

Formene skal kun lige være dækket af et tyndt lag.

Udrulning af stængerne

Del dejen op i 8 portioner af 190 g.

Alle portioner skal rulles ud i stænger der er så lige som du overhovedet kan lave dem, og som er præcist 80 cm lange. Brug et målebånd, tommestok eller lign.

Så bliver hver stang omkring 1½ cm tyk, og alle stænger bliver i det mindste lige tykke.

Du behøver ikke rulle alle 8 stykker ud på én gang. Du kan sagtens gøre det undervejs så der er mere plads på køkkenbordet til formene.

Drys et tyndt lag flormelis på bordet så massen ikke hænger i.

Rul ved at sprede fingrene så meget som muligt, og så rul fra håndrod til fingerspidser med et så let tryk fra alle fingre som du overhovedet kan.

Er der nogle tykke områder på stangen så pres lidt ekstra hårdt der.

Husk du kan altid ælte det sammen og så rulle ud igen.

Formning af kransene

Læg den ene ende af stangen op i formen og drej den rundt imens du fylder op.

Når du er kommer hele vejen rundt, så skær stangen over med et skråt snit. Det giver en pænere og mere solid samling end et lige snit.

Pres enderne ned over hinanden så de sidder godt sammen.

Til sidst kan du gøre alle samlingerne pæne ved at komme vand på fingrene og udglatte. Så være ikke bekymret hvis det ikke lykkedes helt i første omgang.

Hvis du løber tør for stang midt i en ring, så afslutter du bare med en ny stang. Det gør ikke så meget hvis nogen ringe er samlet to stedet. Glasur skjuler mange synder  :-S

Brug et skærebræt eller lignende til at presse dem ringene en lille smule sammen i toppen. Så bliver de lige høje. Det er pænt. Og de blive flade i toppen. Det gør det nemmere at stable dem.

Har du lidt masse til overs til sidst, så lav en kugle som kan komme på toppen.

Ringene bages ved 200 grader med over og undervarme i ca. 15 minutter.

Brug ikke varmluft. Så bliver ringene meget nemt ujævnt brune og brænder på.

De skal være godt gyldne. Med mindre din ovn varmer meget ensartet er det en god idé at vende bagepladen efter 10 minutter.

Så lille er forskellen på ringe der er bagt for lidt og tilpas. Den til venstre er som den skal være.
Så lille er forskellen på ringe der er bagt for lidt og tilpas. Den til venstre er som den skal være.

Når de er færdigbagte så løsen dem forsigtig med en tynd paletkniv. Sæt fingrene spredt på og drej dem forsigtigt rundt. Hvis de knækker for dig så ingen panik. Bare sæt dem sammen igen. De skal nok "vokse sammen" når de køler af. Små revner kan også skjules senere med lidt strategisk glasur.

Når de er kølet lidt mere af, så fjern dem fra formene ved at skubbe dem over på dit bord, en bradepande eller lignende. Gør det endelige IKKE ved at vende formene på hovedet. Det er den sikre måde at knække dem på.

Børst evt. løs rasp af med en ubrugt opvaske- eller bage-børste.

Nedfrysning

Kransekage bliver bedst hvis den har være nedfrosset. Så gør det nu og indtil du skal bruge den. op til 3 måneder er ikke noget problem. Bare pak den i plastik så der ikke kommer luft ud eller ind.

Brug en tyllesprøjte med en meget fin spids.

Lav kornetter af halvcirkler af bagepapir. Kom glasuren i.

Klip et lille hul i spidsen. Heller for småt end for stort.

Pynt kransekagen med et bølgemønster.

Noter

Hele kagen klædt på til fest.
Hele kagen klædt på til fest.

Det er vigtigt at være nøjagtig med opmålingen af ingredienser. Ellers er det svært at få ringene lige tykke og så risikerer man at de ikke bager lige meget. Og det ser sjusket ud.

Der findes to måder at lave kransekage på. Den "optrykkede" og "bagt i ringe". Den bagt i ringe er absolut den bedste, og den nemmeste. Dog kræver det jo at man har ringene. Men de er pengene værd.

Optrykket kransekage bruger en anden lidt fastere opskrift som gør at man kan forme ringene med fingrene.

Er man en fattig studerende er det en god idé at lære at bage kransekage! Der er for ca. 150,00 i råvarer og de koster 800,00 til 1.000,00 at købe hos bageren. Så skal man til fin fest kan man give kransekagen som gave. Det plejer at være et kæmpehit.

Jeg er ikke sponseret af Odense Marcipan, men det der kranse xx er altså godt. Det er en marcipan som mest består af abrikoskerner. Hvilket gør den mere bagefast. Skal nok købes over nettet.

Odense Kranse XX
Odense Kranse XX
Handlinger tilknyttet webside

kransekage

Skrevet af Anonym bruger den 08/06 2012 09:59
Istedet for den dyre xxx kan man købe den blå fra Odense den indeholder det samme.

Video

Skrevet af Anonym bruger den 06/09 2012 15:29
Jeg ville rigtignok gerne se en video af denne kransekageopskrift. Jeg kan simplethen ikke få min kransekage til at blive rigtig.

portioner

Skrevet af Anonym bruger den 20/03 2014 20:32
Hvor mange række denne opskrift til?
og skal den fryses med eller uden glasur. Skal lave denne til konfirmation. Hvornår skal den optøes?
Tak for en super side :-)

portioner

Skrevet af maxm den 20/03 2014 21:37
50 g per person, og opskriften giver sammelagt 1800 gram. Så der er til en 30-40 personer.

Den skal fryses som løse ringe og tages op af fryseren og glaseres samme dag, eller dagen før.

Alternativ til kransekageringe

Skrevet af Anonym bruger den 21/08 2014 15:06
Hej Max

Tak for en dejlig blog. Jeg hader kransekageringe, specielt fordi de hurtigt går i stykker når de sætter sig fast i formen. For et par år siden fandt jeg ud af, at bagere bruger en sprøjtepose med tylle til at forme ringene med i stedet: weberguru.dk/forum/viewtopic.php?p=54660

Det kan varmt anbefales! Ikke bare er udstyret billigere, det er også væsentligt nemmere. Og endelig bliver ringene tyndere og højere, så dit kransekagetårn bliver højt og flot!

Mvh. Morten

Max M :)

Skrevet af Anonym bruger den 25/08 2014 18:25
Cyberpunker Hø Hø.
Go Stil der

Max M :)

Skrevet af Anonym bruger den 27/08 2014 08:22
Meget længe siden :-) - max

Kransekage

Skrevet af Anonym bruger den 04/11 2014 21:52
Hej ... Tusinde tak for en fantastisk hjemmeside 😊 tænkte på hvad jeg gør hvis jeg kun vil have kransekagen med ni ringe , har lidt svær ved at se hvad det er for str jeg skal bruge
Vh Trine

Kransekage

Skrevet af Anonym bruger den 05/11 2014 10:18
Det har jeg også :-)

Alle de 9 mindste. Jeg ved ikke om der er en oversigt på den kasse du har købt ringene i som viser målene på de forskellige ringe.

Ellers må du i gang med målebåndet :-S

- max

Optøning

Skrevet af Anonym bruger den 06/12 2014 18:22
Tak for opskriften, den er rigtig god, har selv lavet 2 kransekage (dog kun 11 ringe pr. kage) her til aften med min egen hjemmelavet marcipan og skal til at fryse alt ned til vi skal spise dem nytårsaften. Hvor lang tid ca. tager ringene at tø op igen? Ville nødig servere halvfrosne kransekageringe :)

Endnu engang tak for denne fantastiske side.. i morgen skal vi afprøve jeres havregrynskugler :D

Mvh.
Joann

Optøning

Skrevet af maxm den 06/12 2014 22:24
Det tager ikke længe at optø. En time eller to. Og tak :-)

Billig marcipan

Skrevet af Anonym bruger den 12/07 2015 11:29
køb den marcipan hos din lokale konditer/bager det er meget billiger

Kransekage

Skrevet af Anonym bruger den 03/01 2016 12:12
Hej! Jeg forstår ikke hvorfor du gør det så besværligt. Jeg har i mange år bagt kransekager i forme uden problemer.Jeg stiller alle 6 forme op efter størrelse og smør dem med rigeligt med flydende margarine. Inget med rasp eller andet drys. Derefter tager jeg simpelthen 1 kg Odense Marcipan 50/50 (blå emballage) (uden nogle tilsætninger af sukker og æggehvide) skærer en skive ad gangen og ruller ud i tynde stænger og begynder indefra på den mindste ring. Derefter den inderste på næste plade osv. Når alle de inderste ringe er fyldt går jeg videre ed de næstmindsre ringe osv till alle ringene er færdige. Bager ved 205 grader nederst i10-12 min. Lader dem blive HELT kolde (kan IKKE håndteres så længe de er varme da de er helt bløde).Lægger samtlige plader med kagerne i hver sin plastikpose i fryseren. Når de skal dekoreres, tager jeg dem ud og stiller dem på bordet i størrelsesorden. Begynder så udefra med den største. Så snart de er begyndt at tø lidt op kan man vippe dem ud af formen en ad gangen med hjælp af en lille plastikkniv. Glasuren består 175 g flormelis og 1 æggehvide samt et par dråber eddike for att få den til at stivne.
Derefter stilles hele kagen ned i en køletaske med lidt sammenkrøllet køkkenrulle i en lille bøtte for at bevare fugtigheden. Altså slipper man for alt besvær med at rive marcipanen og slipper for en masse unødvendigt sukker.
Venlig hilsen Lotte lotte@tygesen.se

Kransekage i forme

Skrevet af Anonym bruger den 17/04 2016 09:14
Jeg er så heldig at have arvet min farmors gamle ringe og en gammel kødhakker med en tyl der passer i størrelsen til ringene..og så går det jo som en leg. Jeg bruger det tricks som hun lærte mig, smører ringene med fedtstof og drysser dem med mel. Banker det overskydende mel af og har dermed ingen proplemer med at massen sidder fast i ringene. Vedr. Kransemassen.. Så bruger jeg 50/50 af ren marcipan og parcipan.. Parcipan kan købes i Tyskland og består af ren abrikoskerner, derved får man den samme blanding som den noget dyrere kranse xx, består af. Opskriften som du bruger er den samme opskrift som jeg fik af min farmor, hun var dog noget mere hys med, at man fik alt sukkeret rørt ud, til det ikke knaste mere.. Ellers tommel op for en god hjemmeside med en masser gode og brugbare opskrifter og tips.

Kransekage

Skrevet af Anonym bruger den 13/12 2016 12:19
Kan man halvere opskriften?
Og hvor kan formene købes?
Emner
Bagning (98)
Cupcake (11)
Dessert (73)
Eksotisk (20)
Fisk (5)
Frugt (13)
Glutenfri (18)
Gærbrød (30)
Hovedret (34)
Julemad (26)
Kage (81)
Kød (38)
LCHF (9)
Morgenmad (13)
Sauce (25)
Snack (3)
Sous vide (2)
Stivelse (17)
Suppe (18)
Surdej (4)
Tilbehør (5)
Vegetar (48)
 
 
Doner penge og bliv kvalimad sponsor

Kvalimad koster penge at drive. Server, trafik, hosting, videoudstyr, mad, ingredienser osv.

Hvis du kan lide sitet er du velkommen til at dele udgifterne med mig :-D Alle beløb er velkomne, og går direkte til driften.

mobilepay (ny):
2993 4296

paypal: