Mine værktøjer
Du er her: Forside Opskrifter Bageteknik #2 - Måling og vejning af mel

Bageteknik #2 - Måling og vejning af mel

— Arkiveret under , ,

I mange opskrifter vises målene i liter og deciliter i stedet for i kg og gram. Hvis man kender opskriften, eller man ikke lige har en vægt, så er det en fin måde at gøre det på. Men det er ikke uden problemer at bruge rummål på mel i stedet for vægt. Her viser jeg hvorfor.

Bageteknik #2 - Måling og vejning af mel

Et kg mel fylder ikke altid det samme!

Mel er jo lavet af korn der bliver malet til et fint pulver. Når man køber mel så er det altid i kg og ikke i liter. Det er fordi melkornene er meget uregelmæssigt i formen. Så det er meget forskelligt hvor meget mel fylder.

Bare tænk på en bunke mursten. Hvis de bare er smidt i en bunke så fylder de meget mere end hvis de er stablet pænt op af hinanden.

Det er det samme med mel. Hvis man "pakker" melet tæt, så fylder det meget mindre end hvis det er pakket meget løst.

Jeg har her lavet nogle forsøg for at vise hvor stor forskellen er, og jeg tror faktisk det vil overraske de fleste.

 

Jeg lavede 2 forsøg, hvor jeg brugte samme metode begge gange.

1. beholder (venstre)

Der hældte jeg melet direkte fra posen ned i beholderen. Hvorefter jeg rystede den, slog den let ned i bordet osv., så melet samlede sig så tæt som overhovedet muligt.

2. beholder (midten)

Der hældte jeg bare melet direkte fra posen og over i beholderen og rystede den let en enkelt gang så overfladen blev flad.

3. beholder (højre)

Der kørte jeg melet igennem en fin si ned i beholderen, så melet blev så luftigt som muligt. Så det fylder så meget som muligt. Jeg skrabede toppen let for at få en flad overflade.

 

1. Forsøg - hvad fylder 1 kg mel?

Jeg tog tre ens beholdere hvor der kan være 3 liter helt op til kanten og hældte 1 kg mel i. Målt som 1000 gram præcist på en køkkenvægt. 

Jeg skønner, på øjemål, at der er fra lidt under 1½ liter til 2½ liter mel.

1 kg - 3 mål
1 kg - 3 mål

2. forsøg - hvad vejer 1 liter mel?

Her målte jeg 1 liter op og behandlede på samme måde som  før.

1 liter - 3 mål
1 liter - 3 mål

1 liter mel vejer ca. fra 450 gram til 800 gram. De fleste opskrifter regner med 625-650 gram per liter.

Som man kan se, så er der kæmpe forskel i begge forsøg. Næsten 2:1 imellem den sammenpressede faste mel og den siede luftige mel.

Det har betydning fordi man ikke kan vide hvor sammepresset det mel man køber det er. Jo mere melet bliver håndteret, jo mere sammenpresset bliver det.

Hvad betyder det så i praksis?

Den korte forklaring er "vej altid melet med en nøjagtig vægt". Så er man ud over måleproblemerne.

Men nu har jeg jo gjort alt hvad jeg kan for at få ekstremerne frem i mit forsøg. 

I praksis så vejer mel der kommer lige fra posen nogenlunde det samme hver gang hvis man gør det på samme måde. Så jeg bruger jævnligt rummål (liter) i stedet for vægt når jeg bager.

Når jeg stødet på en ny opskrift, så vejer jeg melet af og hælder det op i et litermål. Så skriver jeg det mål jeg får ind i opskriften ved siden af vægten. Hvis det så er nemmere for mig at bruge litermål så gør jeg det fremover.

Det hjælper også på opvasken. Jeg ved nemlig hvor meget der kan være i mine forskellige vandglas. Så kan jeg bruge dem til at måle op med. De er noget nemmere at komme i opvaskemaskinen end en stor metalskål. De er også nemmere at finde end det litermål som ungerne åbenbart mener skal være et nyt sted hver gang de tømmer opvaskeren :-S

Mel er et organisk materiale, så jeg går ud fra at der kan være lidt forskel i fugt indholdet i melet. Så selv hvis man vejer melet kan man risikere at vægten ikke er heeelt til at stole på. Kommer man æg i sin opskrift, så vejer de jo heller ikke det samme osv.

Generelt er det derfor en god idé inden for bagning at holde lidt af melet tilbage, og så komme det i til sidst hvis dejen er for våd og klistret.

Det er den slags småting der gør bagning til et håndværk og ikke en videnskab.

Handlinger tilknyttet webside

Nyt og gammelt mel

Skrevet af Anonym bruger den 01/09 2011 19:09
Rigtig gode pointer og godt illustreret!

Jeg bagte for ca. 20. gang denne sommer "verdens bedste brød" til morgen. Jeg plejer efterhånden hverken at hverken måle eller veje melet; jeg ved nogenlunde hvordan dejen skal være. Jeg plejer at bruge almindeligt øko-mel fra fx. Fakta. I går brugte jeg i stedet en rest "gammelt" mel fra bunden af skabet, men lavede ellers dejen som sædvanlig.

 I morges, da dejen havde stået hele natten var den helt anderledes fast. Jeg gætter på at det gamle, tørrere mel havde suget meget mere vand. Brødet blev helt ok alligevel, men det var overraskende for mig, hvor stor forskel melet gjorde.

Nyt og gammelt mel

Skrevet af Anonym bruger den 21/09 2011 12:08
Oh, det gør kæmpe forskel. Jeg købte Ânglamark mel i Brugsen til 10 kroner stykket i marts måned, og igen her i sidste måned, hvor der var samme tilbud. Og den sidste batch her fra sidste måned smager <b>LANGT</b> bedre. Det tog en dags tid, før det dæmrede for mig, at melet jeg købte i sidste måned er helt frisk og fra årets høst, medens det jeg købte i marts er fra sidste års høst. Det nye er også helt gult, og man kan filosofere over hvor det kommer fra. Sommeren på vore breddegrader har jo ikke været noget at råbe hurra for, men måske er det indkøbt et sted i Østeuropa.

Summa summarum er at det smager vildt godt, og at melet ikke er frisk hvis man springer på deres tilbud i marts, men at det altid vil være det når man køber i august, og man kan så være heldig at det er indkøbt fra et solbeskinnet område = gult = mere gluten = mere protein.

Nyt og gammelt mel

Skrevet af Marianne Hansen den 14/10 2011 07:43
Jeg vil rigtig gerne have hjææælp til, hvor meget 100g Grahamsmel, CA måler i dl? Jeg skriver med vilje ca....har jo læst om, hvordan det kan "ændre" sig fra kg til dl. Kan ikke slå det op nogen steder (?)
Med mange venlige hilsener og tak for en god side

Nyt og gammelt mel

Skrevet af Anonym bruger den 16/10 2011 10:40
De kan jo bare veje 100 g. mel af og derefter komme det op i et decilitermål.

Var De tilfreds med svaret? Hvis ikke, send en email om hvad De var utilfreds med.

Plastbøtter

Skrevet af Anonym bruger den 09/02 2013 18:37
Husker du hvor du har købt disse opbevaringsbøtter? Jeg har selv nogle stykker af dem og ønsker nogle flere...husker bare dæleme ikke hvor jeg har dem fra.
På forhånd tak, Jesper

Plastbøtter

Skrevet af Anonym bruger den 09/02 2013 20:02
Løvbjerg i Odense. Men det er nogen år siden. Max.

Plastbøtter

Skrevet af Anonym bruger den 19/02 2013 09:23
købte i går hos Jysk 3 plastbeholdere 3liter SMART STORE CLASSIC 3 et svensk produkt godkendt til madvarer, pris 3 stk. for kr. 75,00
Emner
Bagning (98)
Cupcake (11)
Dessert (73)
Eksotisk (20)
Fisk (5)
Frugt (13)
Glutenfri (18)
Gærbrød (30)
Hovedret (34)
Julemad (26)
Kage (81)
Kød (38)
LCHF (9)
Morgenmad (13)
Sauce (25)
Snack (3)
Sous vide (2)
Stivelse (17)
Suppe (18)
Surdej (4)
Tilbehør (5)
Vegetar (48)
 
 
Doner penge og bliv kvalimad sponsor

Kvalimad koster penge at drive. Server, trafik, hosting, videoudstyr, mad, ingredienser osv.

Hvis du kan lide sitet er du velkommen til at dele udgifterne med mig :-D Alle beløb er velkomne, og går direkte til driften.

mobilepay (ny):
2993 4296

paypal: