194
af: Max M Rasmussen
@
delt

Maximus Humus - hummus

Man kan tit købe humus i supermarkeder og special butikker. De fleste af dem bryder jeg mig ikke meget om. Jeg har så lavet en humus der falder i min egen smag.

Opskriften giver ca. 1 kg humus. 10 portioner.

Ingredienser

  • 400 g tørrede kikærter (Svarer til 800 gram opblødte og kogte. Hvis du nu køber på dåse i stedet for.)
  • 1 dl. mild jomfru olivenolie
  • Saften af 2 pænt store citroner 
  • 3 fed knust hvidløg (mmmhh ... hvidløg)
  • 1 tsk. paprika (helst Tyrkisk har jeg hørt, men jeg ved ikke hvorfor) 
  • 1 Spsk. Spidskommen (pulver, ikke hele)
  • 3 Spsk. Tahin (gør det mere bittert, og kan sagtens undværes). 
  • Ca. 2 tsk. salt til at smage til med.

Metode

Læg kikærter i blød natten over.

Kog dem i en ny portion letsaltet vand, til de er møre. (ca. 1 time,  men hellere for meget end for lidt)

Kog gerne dobbelt portion kikærter, de kan fryses ned.

Skyl dem i koldt vand.

Tilsæt langsomt olien imens der blendes godt. Er den for tyk så hæld lidt vand ved.

Tilsæt citronsaften og resten af ingredienserne. Smag til med salt.

Blend bare videre. Det er nemmere end at røre selv.

Lad det hvile nogle timer inden serveringen. Det er vigtigt for  smagen. Gerne til næste dag. Frys evt. ned i mindre portioner. (Det er  meget humus at spise på én gang)

Server med lidt god olivenolie uden om, drys med lidt paprika. Det er  så pænt rødt. Pynt med (milde) sorte oliven.

Brød eller arabiske pandekager er godt til.

Humus med oliven - Max M Rasmussen
Humus dryppet med lidt olivenolie og krydret med paprika. - Max M Rasmussen
Ingredienser - Max M Rasmussen
0
af: Rikke

Hejsa. Prøv at spise Hommus Beiruti, rist lidt lammefars i oliven olie,  smag til med salt, peber og allehånde. Pynt en tallerken hummus med det ristede kød og lidt finthakket bredbladet persille. Spis med arabisk brød. 


0
af: Anonymous

tip

Prøv at koge et par store løg og nogle fed hvidløg sammen med kikærterne og blende dem med bagefter, det giver en fantastisk god smag. Man kan med fordel bruge kogevandet til at fortynde humusen med, hvis den bliver for tyk.
0
af: Anonymous

Ristet Tahin

Jeg har altid syntes hummos har fået en mærkelig tom eller fad smag af tahin indtil jeg opdagede ristet tahin. Prøv at bruge ristet Tahin, den er mørk og meget fyldig i smagen, og slet ikke bitter som den lyse. Brug derfor også gerne 6 spsk tahin til denne opskrift hummos. Jeg bruger den fra Urte Kram. Og hvor er det godt at en opskrift med meget spidskommen, alt for mange opskrifter udelader dette. Hvis man har hel spidskommen kan man støde det og få den helt friske skarpe smag. Tak for en god hjemmeside Max, du har bragt mig på rette spor med kogning af fond, og meget mere.
0
af: Anonymous

hummus

Jeg bruger vandet fra dåsekikærterne til at spæde med, og når humusen er blendet færdig, rører jeg et par spiseskefulde yoghurt naturel i, det gør den luftig og meget lækker
0
af: Anonymous

Prøv

at putte mørk sesamolie i stedet for olivenolie, evt bare erstatte lidt til at starte med.. men nu er jeg ögså ret vild med sesam. Henriette
0
af: Anonymous

Tahin

Sidst jeg lavede humus havde jeg ingen tahin, så jeg ristede lidt sesam på en pande og kom det med i blenderen. fint resultat :)
0
af: Anonymous

Humus

Kommer std koriander og chili i min humus :-)
0
af: Anonymous

Israelsk hummus

Hummus er vist et emne som skiller vandene. Jeg har boet i Israel i flere år og er vild med hummus. Desværre er det meget sjældent jeg har fået serveret god hummus i Danmark. Retten kan spise både kold og varm (jeg elsker den varm, helt nylavet inden hvidløget for alvor bliver stærkt). Typisk spiser man det med et salatløg, et æg og brød. For mange er det morgenmad. Jeg er enig i at der bør være spidskommen i opskriften. Bør serveres i en skål overdrysset med olie, citronsaft og paprika og persille. Uhhhmmm Det er for øvrigt nemt selv at lave tahini
0
af: Anonymous

Smag

Sjovt nok, ligner mine smagsløg dine - har jeg efterhånden fundet ud af! /Berith
0
af: Anonymous

kikærter på dåse

Jeg har købt kikærter på dåse. Skal de også stå i blød før jeg tilbereder dem? De ligger jo i væde i dåsen. Sus
0
af: Anonymous

kikærter på dåse

Hej Sus, Nej det behøver de ikke. Bare skyl dem. De kikærter man køber i pose er tørrede og stenhårde. Så de er nemmere at opbevare og transportere. Det er derfor de skal ligge i blød, så de bliver opblødt igen. De tørrede er i øvrigt levende. Hvis du lægger dem i vand og planter dem, så kan der komme kikærter ud af det, eller kikærtespirer som kan spises ligesom bønnespirer. Dem på dåse er blødt op og kogte/konserverede for lang holdbarhed, og for at gøre det nemmere at bruge dem hurtigt.
0
af: Anonymous

Nej. Bare skylles. 

0
af: Anonymous

Humus i trykkoger

Prøv at koge humus i trykkoger på højeste tryk -kun 15 min.