Videre til indhold | Videre til menunavigation

Kvalimad nyhedsbrev Ca. 1 gang om måneden.
Tilmeld dig med din e-mail.

Læs mere her.
Sektion
Du er her: Forside Opskrifter Chokolademousse

Dessert
Klatkager
Æblegele
 
Video opskrift
Klatkager
 
 

Chokolademousse

— Arkiveret under ,

Opskrift med video - Hvad kan være bedre end chokolade? Chokolade pisket op med æg, til en luftig blanding, og flødeskum oven på ... selvfølgelig. God i et stort fad. God portionsanrettet. God!

Chokolademousse

Chokolade mousse med flødeskum

Dette er den klassiske franske chokolademousse, som altid vækker begejstring.

Ingredienser

Fremgangsmåde

 

Hak chokoladen groft og smelt den langsomt i en skål i et varmt vandbad.

Rør smørret ud i chokoladen.

Pisk æggehviderne imens du langsomt tilsætter sukkeret. Når skålen kan vendes på hovedet uden at hviderne falder ud er det stift nok.

Vend forsigtigt,  men grundigt, æggeblommerne i hviderne.

Vend ca. 1/4 - 1/3 af æggeblandingen i din chokolademasse. Det er en mellemvej der gør det nemmere at får chokoladen fordelt tilbage i æggene.

Når det er blandet sammen vendes det forsigtigt i resten af hviderne. Det gør ikke noget at der er få lyse pletter af æg. Så kan man se det er hjemmelavet ;-)

Moussen kan enten skrabes over i én skål eller i små portionsglas.

Sæt den i køleskabet mindst to timer indtil den serveres.

Pyntes med flødeskum lige inden servering.

Noter

Jeg har tilføjet en mindre mængdeangivelse også, da jeg syntes at den første er noget stor i det, og jeg tit fandt at jeg kun lavede en halv portion. Denne passer også med en hel plade chokolade, hvilket er praktisk. Men det er den samme opskrift.

Handlinger tilknyttet webside

Alternativ

Skrevet af Hans-Henrik den 27/06 2010 21:54
Den klassiske franske variant er fantastisk! En anden variant jeg har brugt nogle gange på det sidste er som følger:
Smelt 200g chokolade og rør 1 dl. olivenolie i.
Pisk 2 dl. fløde og vend det sammen med chokoladen.
Drys med en smule salt inden servering.

Personligt syntes jeg det lød meget underligt med olivenolien, men jeg kan anbefale at prøve det. Jeg synes den er fantastisk. Salten lyder måske også lidt underlig, men det virker!

Eneste ulempe er, at den skal laves lige inden den spises, da olivenolien vil blive grynet, hvis man putter det på køl. Hvis moussen er en smule tynd, kan den dog godt klare 5 min. på køl for at blive lidt mere fast.

Smagen er meget intens og da der ikke er lige så meget luft i, er det ikke en mousse man spiser i store mængder.

Hvis man ligger inde med en olivenolie der er tilsat lidt citronsmag, kan det også anbefales.

Chokolademousse

Skrevet af Anonym bruger den 08/09 2010 11:41
Jeg er en pige.. der elsker at lave mad.. Jeg prøvet at lave chokolademousse 2 gange - Det er ikke gået godt så lige et par spørgsmål om chokolademousse

Skal det var æggene var pastitoert?
Hvor lang tid tager æggehviderne alene og lave med en håndmiker ( min går fra 1 - 5)?
Skal man have noget over det imens det er i køleskabet?
Hvor lang tid tager det og størkne i køleskabet?
Håber jeg får svar - Lærke

Chokolademousse

Skrevet af Max M den 08/09 2010 14:00
Det gør ingen forskel for opskriften om æggene er pasteuriserede eller ej

Der er en lille sundhedsrisiko ved ikke at bruge pasteuriserede æg. Så hvis du er bange for at blive syg, eller retten skal serveres for folk med et dårligt helbred, så brug endelig pasteuriserede æg.

Hvis du bruger pasteuriserede æg skal du være opmærksom på at du skal piske hviden noget længere.

Du skal piske med mixeren for fuld drøn. Indtil skålen kan vendes på hovedet uden at skummet falder ud. Det tager sikkert ca. 5 minutter. Men det kan man ikke sige noget præcist om.

Hvis du har madvarer i køleskabet som lugter, så er det en god idé at dække moussen til. Brug en tallerken eller noget andet der ikke falder ned i moussen.

Den tager mindst to timer om at størkne, men kan sagens laves om morgenen og så stå til om aftenen.

pasteuriserede æggehvider

Skrevet af Anonym bruger den 15/10 2010 09:15
Meget ros til alle dine lækre opskrifter. Du siger i videoen til chokolademousse, at du selv har pasteuriseret æggehviderne - hvordan gør du det?

Ikke en rigtig chokolademousse

Skrevet af Anonym bruger den 19/12 2010 14:38
Det ser lækkert ud, men det der har intet med chokolademousse at gøre, der er ikke sukker eller æggehvider i chokolademousse, og hvor fanden er flødeskummet? Jeg er ked af at sige det, men det du har lavet der er ikke andet end en marengsdej med chokoladesmag.

Ikke en rigtig chokolademousse

Skrevet af Max M den 19/12 2010 19:36
Det lyder da interessant. Hvad er din dokumentation for at det ikke er en chokolademousse?

Ikke en rigtig chokolademousse

Skrevet af Anonym bruger den 03/01 2011 11:05
Jeg har prøvet denne opskrift og synes, at det resulterer i en fremragende chokolademousse. Den lidt halvlamme kommentar ovenfor kan jeg derfor ikke støtte. Jeg brugte mørk koge/spisechokolade fra Netto på 44 % chokolade, og jeg tænker, at man kan give moussen endnu mere kraft ved at bruge en kraftigere chokolade. Nogle gode ideer til bedre koge/spisechokolade?
Derudover kunne jeg godt tænke mig ideer til, hvad man kunne supplere med til moussen for balancere smagsbilledet med noget mere frisk/syrligt. Nogle (friske?) skovbær af en slags? Jeg synes det bliver for tungt at servere flødeskum til. Har også familiemedlemmer, som ikke er de allerstørste fans af chokolade, mens hvis moussen serveres med noget frisk eller (syrligt?) til, ja så kunne det måske nemmere glide ned hos dem også.

Ikke en rigtig chokolademousse

Skrevet af Max M den 03/01 2011 11:50
Jeg gør jævnligt det at jeg laver en trio af chokolademousse, appelsinfromage og hindbærmousse. Det plejer at balancere godt.

jeg kan også finde på at servere en vanilleis eller en en appelsinsorbet til.

Din idé med bær til er også god. Specielt hvis du portionsanretter og så ligger dem i bunden.

Men helt ærligt. Familliemedlemmer der ikke kan lide chokolade? Det er højst suspekt!

Ikke en rigtig chokolademousse

Skrevet af Anonym bruger den 20/01 2011 15:28
Jeg er nødt til at sige; Held og lykke med at lave marengs ud af denne opskrift! Det kan slet ikke lade sig gøre. Marengs er grundlæggende lavet på æggehvider og sukker. Putter du de nævnte mængder smeltet chokolade i, plus æggeblommer og smør og bager det, så er det ikke marengs du tager ud af ovnen.

Ikke en rigtig chokolademousse

Skrevet af Anonym bruger den 25/02 2011 05:54
Okay hvis du spørger de gamle "husmoder" opskrifter osv, så er den rigtige klassiske chokolademousse lavet med piskede æggehvider. Du spørger også til flødeskummet, men bare lige en lille ting omkring det er at flødeskum plejer man som regel at tilføje ovenpå bagefter. Selvfølgelig er der mange opskrifter på denne her fantastiske dessert, men der er ingen der er mere rigtig/forkert end den anden. Og denne her opskrift var lige den jeg ledte efter, fordi den har jeg fået lige siden jeg var lille hos min farfar og farmor, med opskrift fra en pænt gammel dessert opskrift bog. Så don't complain, måske du bare ikke kendte denne her opskrift?

Chokolademousse

Skrevet af Anonym bruger den 25/01 2011 18:59
Nem chokolademousse, meget delikat og fyldig i smagen. Jeg brugte 80% chokolade, det fungerede fint med smagen. Lækker med jordbær - også selvom datoen siger 25. januar.

opbevaring

Skrevet af Anonym bruger den 12/02 2011 09:08
kan den evt fryses ned og gemmes eller laves dagen i forvejen?? jeg tænkte nemlig på at lave den til en barnedåb men vil jo helst ikke stå i køkkenet på selve dag...

opbevaring

Skrevet af Max M den 12/02 2011 12:33
Det tror jeg ikke. Der er ikke noget i den der stabiliserer den. Så skal du nok bruge en opskrift med flødeskum og husblas.

chokolade mousse

Skrevet af Anonym bruger den 18/03 2011 21:46
den her opskrift er næsten magen til min opskrift på chokolade souffle. hvis jeg bruger den til mousse istedet for souffle, erstatter jeg noget af æggehviden med flødeskum..

den er rigtig lækker:-)

og som altid, fedt site du har Max:-)

Nødder?

Skrevet af Anonym bruger den 19/06 2011 20:45
Hej Max
Jeg elsker luftig chokolademousse, og har idag for første gang selv forsøgt mig med at lave det - desværre ikke med det store held.
Jeg har forsøgt mig med 2 opskrifter uden æggehvider men med flødeskum. Men ingen af dem blev luftige.
Men din mousse ser dejlig luftigt ud, og skal helt sikkert afprøves i løbet af ugen.
Jeg har i den forbindelse lige et par spørgsmål:
Har du prøvet at blande nødder eller lignende i din mousse. Eller på en eller anden måde give den lidt "knas"?
Kan jeg lave moussen et døgn før servering?

Mvh
Line

Nødder?

Skrevet af Max M den 19/06 2011 22:56
Hvis du kommer hårde små stumper i, så tror jeg der er en god chanche for at den bliver mindre luftig. De vil simpelthhen "punktere" luftboblerne i moussen.

Et bedre bud er et komme nødderne i flødeskummet, som jo kun kommer på til sidst.

Et døgn før kan godt lade sig gøre, men den er altså ebdst den samme dag. Smagen er den samme, men konstensen bliver mere løs.

Super opskrift

Skrevet af Christian Danielsen den 23/09 2011 14:40
Super opskrift der giver en god og lækker mousse.... Jeg kommer tidt skallen fra en 1/2 appelsin i, det giver lidt ekstra kant til chokolade smagen....

For lys

Skrevet af Anonym bruger den 13/11 2011 11:49
Hej :-)
Jeg har lige et par enkelte spørgsmål.
Jeg synes moussen ser meget lys ud, i forhold til hvad man ellers ser. Har kigget lidt rundt, for at finde nogen med video og fandt så din. Synes det ser helt fantastisk lækkert ud, men den ser meget lys ud. Hvordan kan det være? Er det chokoladen der er for lidt af? :-)

For lys

Skrevet af Max M den 13/11 2011 16:20
Nej. Den er som den skal være, også i farven.

chokolademousse

Skrevet af Anonym bruger den 01/12 2011 16:24
Kan det dybfryses til senere brug og hvordan bliver det ved optøning? ligeså fast som inden dybfrysning ?

Vil ikke stivne

Skrevet af Anonym bruger den 29/12 2011 10:48
Hej Max

Jeg har forsøgt mig med din opskrift, men jeg kan ikke få moussen til at stivne ordentligt. Den er mere som en fast creme end som en mousse. (den flyder langsomt hvis man hælder skålen). Den har været i køleskabet i knap 14 timer.

Kan det være at chokoladen ikke har kølet nok af inden den blev rørt i hvide/sukker/blomme blandingen? eller kan det være fordi der er for meget æggeblomme i?
(jeg har ikke helt følingen med hvor meget æggeblomme der skal i)

Selvom den ikke er stivnet smager den fantastisk :-)

Vil ikke stivne

Skrevet af Max M den 29/12 2011 15:01
Jeg tror ikke du har pisket hviderne nok.

Vil ikke stivne

Skrevet af Anonym bruger den 06/01 2012 16:05
Mine hvider ville heller ikke stivne nok i første omgang, så stormede som en gal ned og købte nye æg i sand panik, og næste gang gik det fint, det tog bare en utrolig lang tid. Første gang havde jeg købt de pasteuriserede æggehvider i små beholdere, og næste gang almindelige æg. Så ved jeg ikke, om det havde noget med det at gøre, eller fordi jeg første gang begyndte at hælde sukkeret i for tidligt måske. Anden gang ventede jeg med sukkeret til de hvider var helt stivnede.
Mvh, Eva Zangenberg

TAK

Skrevet af Anonym bruger den 06/01 2012 16:02
Jeg vil bare sige tusind, tusind tak for den geniale opskrift, jeg lavede den til dessert juleaften (vi kan ikke lide risengrød i vores familie), og den fik SÅ megen ros!
Laver den igen til næste år.
Og elsker videoerne!
TAK igen og igen!
Mvh, Eva Zangenberg

Mhmmmm..

Skrevet af Anonym bruger den 16/01 2012 12:46
Jeg har nu lavet denne opskrift et par gange, og skal igen nu. Den er ikke svær at lave - og det smager himmelsk! I lørdags havde jeg en sød veninde der pænt fortalte at hun ikke var til chokolademousse, men hun spiste da hele glasset og var meget begejstret, fordi det rent faktisk smager af chokolade! Både min mor & jeg bruger jævnligt kvalimad.dk og anbefaler den også til andre. Tak for det!
Emner
Bagning (57)
Dessert (53)
Eksotisk (18)
Frugt (10)
Gærbrød (11)
Hovedret (11)
Julemad (20)
Kage (55)
Kød (28)
Morgenmad (5)
Sauce (22)
Snack (1)
Sous vide (2)
Stivelse (11)
Suppe (14)
Surdej (4)
Vegetar (12)
 
Doner penge og bliv kvalimad sponsor

Kvalimad koster penge at drive. Server, trafik, hosting, videoudstyr, mad, ingredienser osv.

Hvis du kan lide sitet er du velkommen til at dele udgifterne med mig :-D Alle beløb er velkomne, og går direkte til driften.

 
 
Seneste diskussions indlæg
Foie gras er ikke godt for dyrene ...
maxm - 2011-12-30 19:04:31
Re: Valg af indbygningsovn
Robert - 2011-12-05 17:32:49
Re: Valg af indbygningsovn
Bageren9600 - 2011-12-05 12:38:04
Re: Valg af indbygningsovn
Graekeren - 2011-11-24 23:36:00
Re: LISS Sifon
fnug5 - 2011-11-21 05:49:18