Mine værktøjer
Du er her: Forside Opskrifter Fastelavnsboller - cremeboller

Fastelavnsboller - cremeboller

— Arkiveret under , , , ,

Opskrift med video - Der findes grundlæggende to slags fastelavnsboller. Bagerens der er lavet af wienerbrødsdej og så de hjemmelavede der er lavet af en fed bolledej. Denne opskrift er af den hjemmelavede slags med bolledej. Den kan både laves rund og formes som en spandauer.

Fastelavnsboller - cremeboller

En skønsom blanding af fastelavnsboller

Ingredienser

dejen

  • 200 gram smør
  • 50 gram gær
  • 2 dl mælk
  • 50 gram sukker (½ dl med lidt top)
  • 2 æg
  • 600 gram mel
  • ½ tsk stødt kardemomme

cremen

  • 1/4 liter piskefløde
  • 2 æg
  • 75 gram sukker
  • 1 spsk maizena

remonce (kun til de spanduerformede)

  • 50 gram sukker
  • 50 gram smør
  • 50 gram marcipan

glasuren

  • 200 gram flormelis
  • 1-2 spsk kakao (kan undværes)
  • vand, hellere for lidt end for meget

Fremgangsmåde

 

Start med at lave cremen, som i denne opskrift.

Hvis du vil bruge remonce til spandauerformede boller, så bland den som i denne opskrift.

Dejen

Lad smørret stå ude ved stuetemperatur i mindst en time, så det bliver blødt.

Hæld alle ingredienser, op i røreskålen. Melet til sidst.

Ælt i ca. 5 minutter på maskine. Kan også nemt æltes i hånden.

Dejen skal ikke hæve for kagerne er formet.

Form den til en stor kugle.

Brug en kagerulle til at forme den til en firkant der er 40 cm på hver led. Få kanterne så spidse som muligt.

Dejen rullet flad og delt i 16 stk. 10 cm firkanter.
Dejen rullet flad og delt i 16 stk. 10 cm firkanter.

Skær dejpladen over i 4 x 4 stykker, så du ender med 16 firkanter der er 10 cm på hver led.

Runde boller med creme

Kom en klat creme på midten af firkanten. Saml alle hjørnerne og pres dem sammen. Det giver fire nye små hjørner. Saml dem også. Pres sammen indtil du har en hel "cremetæt" lille pakke.

Dejfirkant med creme
Dejfirkant med creme
Saml alle hjørner og gør pakken tæt.
Saml alle hjørner og gør pakken tæt.

Vend samlingen nedad og kom bollen på bradepanden.

Lad dem hæve i 30 minutter til 1 time.

Spandauer boller

Kom en ½ toppet spsk remonce på midten af firkanten.

Pres de fire hjørner af dejen ned i remoncen, så de lige rører hinanden.

De fire hjørner presset ned i remoncen.
De fire hjørner presset ned i remoncen.

Pres dem godt ned i bunden så de ikke går op under bagningen.

Kom en 1 toppet spsk fyld ned i den uddybning du har presset. 

Du kan bruge creme eller en kraftig marmelade. Jeg kan godt lide abrikos, appelsin, hindbær osv.

Marmeladefyld i uddybningen.
Marmeladefyld i uddybningen.

Bages

Ca. 12-15 minutter ved 200 grader.

Glasur

Bland vand i flormelisen indtil den er tyktflydende.

Pynt dem som du har lyst til med mørk og/eller lyst glasur.

Helt amok med glasur.
Helt amok med glasur.

Noter

Hvis du ikke har husket at tage smørret ud i god tid, kan du smelte det i en gryde som jeg gør i videoen. Så kom alle ingredienser i undtagen smørret og 1/3 af melet, tilsæt smørret og tilsæt så det sidste mel.

Det forhindrer at den varme smør slår gæren ihjel. Jo mere du lader smørret køle af inden du hælder det i dejen jo bedre. Det kan blive nogle RET flade boller hvis gæren dør :-S

Dejen er en kagedej, så den skal ikke æltes for meget, men ælter man den for lidt så vil kagecremen lave så meget damp inde i bollen at det vil få den til at revne som en overfyldt ballon. 5 minutter er et godt kompromis.

Du kan godt lave kagecremen dagen før. Den er nemmest at arbejde med når den er køleskabskold.

Når jeg laver glasur kan jeg godt lide at bruge en 1:1 eller 1:2 hvid klar grundsirup til at blande i til sidst i stedet for vand. Så bliver det ikke så nemt for tyndt, og glasuren bliver lidt blankere og den stivner hurtigere.

Handlinger tilknyttet webside

Cremen

Skrevet af Peter Knøvl den 10/02 2013 05:03
Under cremen har du skrevet 1/4 dl fløde, mon ikke du mener 1/4 L ?? Ellers kanon opskrift...

Cremen

Skrevet af maxm den 10/02 2013 09:28
Du har ret. Jeg retter det.

Sprøjte

Skrevet af Mads valentin den 11/02 2013 14:23
Hey Max

Nogen erfaringer med at sprøjte cremen ind efter de er bagt (eller før)?

Sprøjte

Skrevet af maxm den 11/02 2013 16:28
Det er som regel ikke med denne slags dej man gør det. Men skulle jeg gøre det ville jeg lave det som en cremebolle men komme en tsk remonce i, i stedet for creme. Der skal jo være noget der gør bollen hul.

Så burde det være muligt at sprøjte creme ind i den, eller at skære den over og fylde det i.

Så er det testet :)

Skrevet af Mads valentin den 25/02 2013 08:50
Hey Max

Blev jo nød til at prøve og se hvordan det gik. Lavede en portion med foldeteknik og en hvor jeg sprøjtede det ind med en bollesprøjte (tror jeg nok det hedder) med håndtag og klik dosering så jeg fik en ensartet mængde creme hver gang. Samme dej begge gange.

Man kan lave bollerne lidt pænere hvis man ikke skal folde og man er sikker på at de ikke lækker, men man får jo så naturligt nok ikke hulrummet. Jeg oplevede ikke at dejen var blevet presset sammen indeni bollen. Lidt hip som hap, men en fornøjelse at få et stykke køkkengrej ned fra loftet som jeg ikke har brugt i noget tid... :)

Remoncen knaser

Skrevet af Anonym bruger den 11/02 2013 21:08
Hej Max
Bagte dine fastelavnboller idag, med creme og remonce.
Men remoncen knaser, og det synes jeg ikke er så godt. Er der noget man kan gøre så den ikke knaser næste gang?

Remoncen knaser

Skrevet af maxm den 12/02 2013 10:26
2 ting. Røre sukkeret mere ud i smørret. Bruge flormelis.

Men jeg har nu ikke oplevet at det knaser når det bliver bagt. Har bollerne fået nok?

Remoncen knaser

Skrevet af maxm den 12/02 2013 10:28
I øvrigt. Hvis du får lidt tørre rester tilbage der ikke bliver spist, så kom dem i food processoren med et par spsk kakao og hindbærmarmelade. Form dem til kugler og rul dem i kokos.

De er kanon at lave trøfler af. Sådan endte mine sidste, da jeg fik lavet ret mange af dem :-S

:)

Skrevet af anonym den 16/02 2013 13:33
fine boller du får lavet der max :)

:)

Skrevet af anonym den 16/02 2013 13:33
hilsen bageren fra vesthimmerland !

Mums!!!

Skrevet af Anonym bruger den 21/02 2013 11:23
Hej Max.

Tak for en supergod side. Jeg har prøvet adskillige af dine opskrifter. De fleste med held ;-)

Også fastelavnsbollerne har jeg prøvet, og de smager bare GODT! Jeg puttede både creme og remonce i de lukkede boller og det er en ren succes.

Tak, Jeanett

Nam nam

Skrevet af Anonym bruger den 05/03 2013 14:54
Ser åndsvagt gode ud, de der boller. Jeg bliver simpelthen så sulten.

Kan tilføjes min meterlange liste med opskrifter jeg skal prøve at lave fra din side..!

Cremen.

Skrevet af Anonym bruger den 26/03 2013 15:04
Til fastelavnsbollerne har jeg prøvet at lave med cremen du har på siden den med 1/4 l piskefløde i.Den var rigtig god.
Men allerøverst står der start med cremen som i denne opskrift. Men den er med ½ l fløde = konditorcreme. Hvad for en af dem bruger du til fasterlavnsbollerne ?

Cremen.

Skrevet af maxm den 26/03 2013 21:12
jeg bruger konditorcremen som der linkes til, men med de mængder der står herover.

Det er samme opskrift som jeg blot har gjort mindre så den passer til mængden af fastelavnsboller.

Så irriterende at smide creme ud :-D

Jeg ved godt at mængderne er lidt skæve i forhold til hinanden, men jeg har rettet dem til så det er nemmere at håndtere i praksis, og det ændrer ikke noget på kvaliteten.

Fantastisk opskrift...! :)

Skrevet af Anonym bruger den 29/07 2013 21:12
Hii :)
Jeg har nu lavet cremebollerne nogle gange nu og de er et kæmpe hit herhjemme..! Jeg har før brugt din opskrift på dejen og brugt en anden opskrift på cremen fordi jeg ikke har maziena jævner hjemme hver gang..! :P Men den bliver bare så flad i smagen, så idag brugte jeg HELE opskriften, og cremen blev skøn, selvom jeg kom to spsk. Mel istedet for maziena jævner :)

Fantastisk side du har, faldt over den da jeg i december måned ledte et desperat forsøg på at lave brændte mandler ;) og alle spørger og til hvordan jeg har lavet dem, og anbefaler VARMT dig og din hjemmeside her :)

P.s..! :)

Skrevet af Anonym bruger den 29/07 2013 21:14
Kan man godt komme smøret direkte i dejen, uden at smelte den??
Har jeg nemlig gjort hver gang, fordi jeg læste forkert og fik derfor ikke smeltet smøret :) heh...

Mange hilsner

Maria, Nordsjælland

P.s..! :)

Skrevet af maxm den 12/08 2013 12:28
Det er nemmere at ælte dejen hvis man smelter den. Derudover har det ikke den store betydning.

Mangler vanilliesukker

Skrevet af Anonym bruger den 08/02 2014 16:08
Mangler der ikke vanilliesukker i opskrift på creme til fastlavnsboller?

Mangler vanilliesukker

Skrevet af Anonym bruger den 09/02 2014 14:29
Joh, det gør der vel egentlig. - max

Fastelavnsboller

Skrevet af Anonym bruger den 16/02 2014 16:40
Hej Max
Bollerne er ikke kommet i ovnen endnu, men de ser rigtig läkre ud so far;-)
Det er en helt fantastisk side du har - den er det förste sted jeg kigger, når jeg skal bage!!! Så imponerende. Det startede med grydebröd. Når jeg kommer eks. bädden eller revet gulerod i Bolander jeg det i melet (100 g har jeg fundet ud af passer fint. Har også testet at bytte gären ud med 5 knuste stenfrie vindruer, går helt ok.
Nok for nu, og endnu en gang - helt fantastisk side.

Flemming (Sverige)

creme

Skrevet af Anonym bruger den 16/02 2014 21:07
Hej Max. Du skriver 2 æg til cremen, du mener vel kun æggeblommerne?

creme

Skrevet af maxm den 17/02 2014 16:26
Nej. 2 æg er korrekt.

creme

Skrevet af Anonym bruger den 17/02 2014 16:39
Okay. Jeg plejer kun at bruge blommen, så lavede en anden creme i stedet.

Opskrift

Skrevet af Anonym bruger den 18/07 2014 09:09
Super go opskrift, tak for det, der er vist gemt en go bagermester i dig, fortsat go dag !!!

fastelavnsboller

Skrevet af Anonym bruger den 12/11 2014 10:12
Kan de frysen og hvornår skal jeg gøre det.

fastelavnsboller

Skrevet af Anonym bruger den 13/11 2014 15:59
Ja. Lad dem hæve til du kan se de er blevet større, og frys dem så ned inden bagning. Bag på samme måde. Måske nogle minutter længere.- max

Dagen efter

Skrevet af Anonym bruger den 31/01 2015 12:57
Kan de serveres dagen efter de er bagt?

Creme

Skrevet af Anonym bruger den 17/02 2015 21:22
Skal der ikke vanillesukker i cremen??
Mh Tina

koldhæve

Skrevet af Anonym bruger den 02/02 2016 08:40
Jeg vil gerne lave dine boller torsdag, men er nødt til at lave dejen idag - ved du om koldhævning kunne være løsningen evt. med reduceret gær 15g? f.eks.

Koldehæve?

Skrevet af Brian Andersen den 02/02 2016 08:46
Jeg vil gerne lave dine boller torsdag, men er nødt til at lave dejen idag - ved du om koldhævning kunne være løsningen evt. med reduceret gær 15g? f.eks.
Emner
Bagning (98)
Cupcake (11)
Dessert (73)
Eksotisk (20)
Fisk (5)
Frugt (13)
Glutenfri (18)
Gærbrød (30)
Hovedret (34)
Julemad (26)
Kage (81)
Kød (38)
LCHF (9)
Morgenmad (13)
Sauce (25)
Snack (3)
Sous vide (2)
Stivelse (17)
Suppe (18)
Surdej (4)
Tilbehør (5)
Vegetar (48)
 
 
Doner penge og bliv kvalimad sponsor

Kvalimad koster penge at drive. Server, trafik, hosting, videoudstyr, mad, ingredienser osv.

Hvis du kan lide sitet er du velkommen til at dele udgifterne med mig :-D Alle beløb er velkomne, og går direkte til driften.

mobilepay (ny):
2993 4296

paypal: