Videre til indhold | Videre til menunavigation

Kvalimad nyhedsbrev Ca. 1 gang om måneden.
Tilmeld dig med din e-mail.

Læs mere her.
Sektion
Du er her: Forside Opskrifter Ginger ale eller andre sodanvand med brus - uden maskine

Frugt
Æblegele
 
Grundopskrift
 
Slik og sødt
 
Video opskrift
Klatkager
 
 

Ginger ale eller andre sodanvand med brus - uden maskine

Opskrift med video - Ind imellem kom trangen over mig til at lave sodavand selv. Jeg ville specielt gerne eksperimentere med at lave det af usædvanlige smage. Eller prøve at lave min egen cola ud fra nogen af de cola opskrifter der er tilgængelig på nettet. Men jeg er altid gået i står ved sodavands maskinen. Jeg drikker simpelthen ikke sodavand nok til at købe sådan en. Men så fandt jeg en meget simpel opskrift hvor der bruges gær til at lave bruset med. Ligesom i øl og champagne.

Ginger ale eller andre sodanvand med brus - uden maskine

Ginger ale

Ingredienser

grundblanding

  • ½ ærtestørrelse gær
  • 2 liter vand
  • 2½ - 3½ dl sukker
  • 1 citroner, saften af

smagsstoffer

  • 1-2 spsk revet ingefær (15 gram per spsk skrællet.)

Fremgangsmåde

 

Bland det hele sammen i en 2 liters sodavandsflaske. Kom det i køleskabet i 12-24 timer.

Si smagsstofferne fra så der ikke er trevler i sodavanden. I mange opskrifter på nettet lader de dem blive i, men det er altså ingen fornøjelse at drikke.

I videoen tilsættes gæren på dette tidspunkt. Men hvis du sætter blandingen i køleskabet for at trække smag kan du sagtens komme den i fra starten. Det begynder ikke at gære før blandingen når stuetemperatur.

Hæld det tilbage i flasken og lad det stå mørkt og varmt i 1-2 dage.

Når flasken er lige så hård at føle på som en købt sodavand er, og den ikke giver sig når man trykker på den, så sætter du den i køleskabet og drikker den inden for en måned.

Noter

Hvis du laver den klassiske opskrift med ingefær og citronsaft behøver du ikke stille det i køleskabet først. Bare klem saften ud af den revne ingefær og ned i vandet. Så kan du gå direkte til gæringen.

Grundblandingen kan du lave ens i nogenlunde alle slags sodavand. Smagsstofferne kan du udskifte efter behov og lyst.

Idéen er at man laver en saft som er tilpas kraftig sur og sød til at man kan drikke den uden brus.

Kog fx saft af nogle bær, bland sammen med grundblandingen og så smag til med citron.

Man tilsætter så en lille smule gær, så den kan udvikle kulsyre. På den måde kommer der naturligt brus i.

Opskriften kan bruges på alle slags saft og limonade. Bare smag til med sukker og citron indtil det smager som du har lyst til.

Du kan også købe færdigt sodavandsekstrakt.

På grund af gæret er der en lille smule alkohol i sodavandet ca. 0.6%, men ikke nok til at man kan blive beruset. En 2 liters flaske svarer til mindre end én øl.

Brug plastikflasker i stedet for glas, og lad den ikke stå for længe ude. Jo længere den står jo mere kulsyre får du. Det giver mere brus, men også risiko for at flasken springer i luften.

Mere alkohol

En primitiv gaslås

Vil du have mere alkohol i den, så lad være med at komme låget på, men dæk hullet i flasken med cellofan som du holder fast med elastik. Jeg vil skyde på at der bliver lavet ½% alkohol per døgn. Så efter 1 uger har du øl, og efter 2 har du vin :-D

Gæret spiser sukker for at lave alkohol, så jo mere alkohol der er, jo mindre sød er den.

Du kan også købe ølgær. Det smager mindre af gær.

Når du er tilfreds med den så kom låget på, og lad den stå den samme tid og gære som den "alkoholfri" version, så du får brus i den. Og kom den så så i køleren!

Husk den er levende, så hvis den mister brus, kan du bare give den 12 timer ved stuetemperatur med låg på, og så er bruset tilbage. Det trick virker ikke med købesodavand ...

Smagsstoffer til andre opskrifter

Du bestemmer selv om du også vil komme ingerfær i disse opskrifter. Jeg plejer det. Det er en herlig nem opskrift at eksperimentere med. En 2 liters flaske fylder ikke meget i køkkenet.

Alle opskrifter smages til med sukker og citron inden den gærer.

te

Kom 2-3 spsk tørrede teblade i blandingen. Du behøver ikke koge teen. Faktisk bliver det bedre uden. Mindre bittert. Det er det der hedder sol-te.

appelsinsmag

Kom 2-3 appelsiner eller 3-4 dl appelsinjuice i.

grape

Kom saften af 1-2 grapefrugter i.

hindbær

Kog 300 gram hindbær med lidt vand i 20 minutter. Bland den udkogte saft i.

Limonade

3 citroner + 3 dl sukker og ingen ingefær

Cola

Jeg har ikke fået prøvet "Open Cola" opskriften endnu, men den er her hvis du skulle føle trangen: http://www.colawp.com/colas/400/cola467_recipe.html

Handlinger tilknyttet webside

sprite

Skrevet af Anonym bruger den 20/08 2010 14:39
jeg ved at sprite er en slags limonade, men hvad ville en god opskrift på sprite være.

gæring

Skrevet af Anonym bruger den 13/10 2010 20:32
Hvordan kan det være at den skal stå koldt, uden at ville lægge hovedet på blokken for det, men jeg dog at gæringen ville gå hurtigere ved stuetemperatur end ved køleskabstemperatur.

Mvh.
Reo

gæring

Skrevet af Anonym bruger den 13/10 2010 22:27
Den skal først stå i køleskabet for at trække smagen ud af smagsstofferne, hvis disse ikke er flydende. Dernæst skal den stå ved stuetemperatur imens den gærer. Til sidst skal den i køleskabet så den ikke eksploderer.

Hov glemte lige...

Skrevet af Anonym bruger den 13/10 2010 20:37
Hov glemte lige at rose din fantastiske side, min første kommentar skal i hvert fald ikke være uden taknemmelighed for alt det arbejde du lægger i denne side og som jeg værdsætter højt.
 Når jeg har brug for kulinarisk adspredelse kigger jeg herind og bliver inspireret til lave nyt, bedre og nogen gange også sundere mad end jeg ellers ville have lavet.

Mange tak for at du gider og jeg håber du vil blive ved med at producere indhold af denne høje kvalitet.

Mvh.
Reo

Hov glemte lige...

Skrevet af Anonym bruger den 13/10 2010 22:29
Bare rolig. Jeg bliver ikke fornærmet hvis du går lige til biddet med spørgsmål :-D Og jeg er også glad for at få påpeget fejl og uklare passager.

Og ja jeg stopper ikke foreløbigt.

Alkoholfri

Skrevet af Anonym bruger den 13/12 2010 21:54
Hej har man mulighed for at lave den alkoholfri? Hvis ja, hvordan? mv yusuf ;D

Alkoholfri

Skrevet af Max M den 13/12 2010 23:59
Der er ikke meget alkohol i. Omtrent som når man hæver/gærer et brød. Forskellen er dog at alkoholen stort set bliver bagt ud af brødet. Men helt uden alkohol kan man ikke lave det. Ikke så længe man bruger gær.

Men der er ikke så meget alkohol I at man på nogen måde kan mærke det. Uanset hvor meget man drikker.


Jeg har også en metode hvor jeg har en bøttefuld med 2-4 dl vand stående. Så hakker jeg ca. 2 tsk ingefær hver dag, og blander det med 2 tsk sukker. Det kommer jeg i vandet og rører rundt.

Når jeg har gjort det en uges tid eller to, så begynder det at boble. Det er en slags surdej til ingefær. Jeg bruger så et par deciliter af det i stedet for gær.

Det virker fint og det smager godt.

Jeg har læst at det ikke er gærkulturer man får ud af det, men en form for mælkesyre bakterier. Derfor skulle det ikke producere alkohol. Det har jeg dog ikke kunnet kontrollere fra pålidelige kilder, så jeg er ikke sikker.

Eneste andet alternativ jeg kender til er en sodavandsmaskine. Men det er jo ikke lige så sjovt.

Alkoholfri

Skrevet af Anonym bruger den 08/02 2011 18:18
Fed side - og lækkert med alle de videoer.

Jeg skal helt sikkert selv i gang med at teste nogle varianter. Har du prøvet at lave en tonic?

En anden ting, er der nogle råvarer som giver sodavanden en kortere holdbarhed? Noget man skal passe på med?

Mvh drinksnørden Bo

Alkoholfri

Skrevet af Max M den 08/02 2011 22:56
jeg har ikke prøvet med tonic. ved faktisk ikke hvad der skal i sådan en ... andet end kinin :-S

Jeg ved ikke om der specielt er noget man skal passe på med. Ud over jordbakterier.

Men der er ikke noget der forhindrrer at man giver der et kort opkog hvis man er nervøs. Inden man tilsætter gæren selvfølgelig.

Alkoholfri

Skrevet af Anonym bruger den 09/02 2011 10:49
Ok. Det er fordi jeg tænker på at kombinere din metode med nogle af de ting de snakker om i denne tråd:
http://forums.egullet.org/i[…]__fromsearch__1#entry581892

Der skal så købes noget kinin pulver, men ellers lyder det til at lade sig gøre.

Alkoholfri

Skrevet af Max M den 09/02 2011 13:18
Det ser også spændende ud.

Jeg har mest forsøgt mig med cola lavet af appelsiner, citroner og krydderier. Dvs. de ting som ciolafabrikanterne tilsætter som æteriske olier prøver jeg at bruge "rå", og jeg rammer faktisk noget der er meget cola agtigt. Men som alligevel er noget helt andet. Mere komplekst i smagen.

Jeg arbejder dog stadigvæk på en endelig opskrift.

Mere brus

Skrevet af Anonym bruger den 10/02 2011 10:45
Jeg har lavet et par sodavand efter hånden. Både Appelsin, hindbær og Blåbær.

Dog har jeg et problem med brus. Syntes ikke jeg får nok brus i sodavanden.

Det gære rigtig nok, flasken bliver hård efter 1-2 dage, men vil gerne opnå mere brus.

Er der noget du kan anbefale? Jeg har hørt man kan bruge champagne gær til at give mere brus.

Men han du noget du kan anbefale?

Mere brus

Skrevet af Max M den 10/02 2011 12:11
Jeg plejer bare at lade den stå ude i varmen i længere tid. Hvis jeg har drukket af en flaske og syntes den begynder at virke lidt flad, så lader jeg den lige stå ude natten over så der kommer brus igen.


Det eneste jeg kan komme på som du skal passe på er hvis der er skaller med i smagsgiverne, så er de højst sandsynligt sprøjtet med noget svampedræbene.

Det bedste er at købe økologisk frugt der ikke er sprøjtet.

Det næsbedste er at vaske frugterne i varm opvaskevand. Det fjerner det meste af sprøjtegiften.

Frugterne tager ikke skade af en tur i varmt vand. Det er som en soldag sydpå.

Tørgær

Skrevet af Anonym bruger den 24/02 2011 12:36
Ja, måske er det et dumt spørgsmål..
Men kan man bruge tørgær?

Tørgær

Skrevet af Max M den 24/02 2011 13:27
Tørgær er det samme som alm. gær, det er bare behandlet anderledes. 1/4 - 1/8 tsk fuld burde række.

Lugt ?

Skrevet af Anonym bruger den 24/09 2011 14:15
Hej,
Rigtig spændende med hjemmelavet ginger-ale!!
Vi undrede os dog over, at sodavandet lugtede af dårlige æg! Er det normalt ved gæring, eller er der gået noget galt?

Smagen og brusen var som den skulle være.

Tak for et godt site

Lugt ?

Skrevet af Max M den 25/09 2011 16:28
Dårlige æg skal det ikke lugte af. Det er svovlbrinte forbindelser. Det plejer dog ikke at ske i løbet af et døg.

Men den kan sagtens lugte lidt gæret, og det betyder ikke noget. Uden at lugte til det kan jeg dog ikke sige hvad det er.

Mere smag?

Skrevet af Kim Adelhardt den 25/09 2011 23:13
Hej Max

Super ide. Skal helt sikkert prøves. Tjekkede et par opskrifter. Kan det passe at der trækkes lidt mere smag ud hvis man tilsætter lidt vinsyre?

Mere smag?

Skrevet af Max M den 26/09 2011 15:09
Det har jeg ingen anelse om. Jeg kan ikke se hvad det skulle gøre som citronsaften ikke allerede gør.

Open Cola

Skrevet af Kim Adelhardt den 25/09 2011 23:28
Læste lige "opskriften" - Haha hillemænd. Ja det er ikke for tøsedrenge. Skriv endelig hvis du får gennemført et forsøg på at lave cola. Måske skulle du lade en kanariefugl smage først - medmindre du er glad for den ;-)

Open Cola

Skrevet af Max M den 26/09 2011 15:08
Jeg har eksperimenteret med at bruge de originale ingredienser fra opskriften som rene råvarer.

Altså rigtige kanelruller i stedet for æteriske olier af kanel. Appelsinsaft og skaller i stedet for æteriske olier af appelsin. osv.

Så kan man faktisk lave noget der smager af cola, men meget mere friskt.

Ginger ale delicious

Skrevet af Anonym bruger den 01/11 2011 20:07
ORV! Dette er helt fantastisk! Det glæder jeg mig til at prøve!

Vand Kefir istedet for gær

Skrevet af Anonym bruger den 16/11 2011 12:36
Tak for en informativ side!!

Faldt lige over denne med hjemmelavede sodavand. Jeg har set dem blive lavet med probiotic istedet for gær, eller vandkefir og nogle stedet med Kombuchasvampen. Kefir lavede jeg æble-brus af her i sommer, smagte friskt og skønt og med god brus. Vandkefir svampen er lidt anderledes end den traditionelle kefir til mælk. Jeg tog en skefuld kefir og en liter ufiltreret æblemost. Lod den stå på køkkenbordet i 2-3 dage og vupti lækker æblebrus.

Tone Fryd

Fantastisk

Skrevet af Anonym bruger den 01/12 2011 18:17
Har siddet og leget med noget med at lave ginger ale selv og det fungere ikke super godt, men med din opskrift vil jeg give mig i kast med det atter engang, muligvis også nogle af de andre interessante opskrifter.
Igen tusind tak
Emner
Bagning (57)
Dessert (53)
Eksotisk (18)
Frugt (10)
Gærbrød (11)
Hovedret (11)
Julemad (20)
Kage (55)
Kød (28)
Morgenmad (5)
Sauce (22)
Snack (1)
Sous vide (2)
Stivelse (11)
Suppe (14)
Surdej (4)
Vegetar (12)
 
Doner penge og bliv kvalimad sponsor

Kvalimad koster penge at drive. Server, trafik, hosting, videoudstyr, mad, ingredienser osv.

Hvis du kan lide sitet er du velkommen til at dele udgifterne med mig :-D Alle beløb er velkomne, og går direkte til driften.

 
 
Seneste diskussions indlæg
Foie gras er ikke godt for dyrene ...
maxm - 2011-12-30 19:04:31
Re: Valg af indbygningsovn
Robert - 2011-12-05 17:32:49
Re: Valg af indbygningsovn
Bageren9600 - 2011-12-05 12:38:04
Re: Valg af indbygningsovn
Graekeren - 2011-11-24 23:36:00
Re: LISS Sifon
fnug5 - 2011-11-21 05:49:18