Videre til indhold | Videre til menunavigation

Kvalimad nyhedsbrev Ca. 1 gang om måneden.
Tilmeld dig med din e-mail.

Læs mere her.
Sektion
Du er her: Forside Opskrifter En Simpel Rugbrøds Opskrift til hverdagsbrød

Bagning
Brownies
 
Surdej
 
Video opskrift
Klatkager
 
 

En Simpel Rugbrøds Opskrift til hverdagsbrød

— Arkiveret under , ,

Opskrift med video - En simpel men god opskrift på hjemmebagt rugbrød. Giver 2 store brød. Forskellen på denne opskrift og "Min Bedste Rugbrøds opskrift" er at der er mere mel i i forhold til mængden af kerner. Af en eller anden grund så er kerner 3 gange så dyre som mel, så som en god jyde så tilpasser jeg mig. Brødet er dog stadigvæk rigtigt godt :-S

En Simpel Rugbrøds Opskrift til hverdagsbrød

Jeg glemte at fotografere brødet da det var færdigt, så her er et grimt billede fra videoen.

Jo længere du lader dejen hæve i de enkelte faser jo mere sur bliver den.

Ingredienser

  • 4 dl surdej
  • 12 dl vand
  • 4 dl skårne rugkerner
  • 4 dl knækkede hvedekerner
  • 8 dl rugmel
  • 8 dl hvedemel
  • 1 ½ spsk salt
  • evt. sovse kulør (Ja det er snyd, men rugbrødsfabrikkerne gør det også.)

Fremgangsmåde 

Kom surdej, rug- og hvede-kerner i vandet. Lad det gære natten over. Indtil kernerne er bløde.

Tilsæt saltet, og rør resten af ingredienserne i. Lad det hæve et par timer.

Rubrødsdej skal være så våd som mulig. Men den skal kunne holde formen uden at "flyde ud". Hvis den er for lind, så kom hvedemel i indtil den kan holde formen.

Kom i 2 rugbrødsforme og lad det hæve indtil brødene er så store som du syntes. Det kommer an på hvor kompakte brød du foretrækker. 1 timer eller to passer som regel.

Bag ca. en time og et kvarter ved 200 grader.

Relateret indhold
Handlinger tilknyttet webside

Meget tungt

Skrevet af Anonym bruger den 16/11 2009 16:21
Rigtig god opskrift, men synes at brødet blev meget tungt og kompakt. Jeg har ikke så stor erfaring i at bage rugbrød, så er der noget man kan gøre, for at gøre det lidt lettere? Derudover hævede brødet MEGET da det kom ind i ovnen - er der nogen der ved, hvad der kan være årsagen til dette?

Meget tungt

Skrevet af Anonym bruger den 29/11 2009 09:18
Prøv engang at gøre dejen lidt mere kompakt.Lad den hæve lidt længere inden den kommer i ovnen og bag event. et kvarter længere, det kan også være du som jeg blot skal tage brødet ud af formen og lad det trække rest varmen i ovnen.

Vh / ole -

Meget tungt

Skrevet af Anonym bruger den 29/11 2009 09:18
Prøv engang at gøre dejen lidt mere kompakt.Lad den hæve lidt længere inden den kommer i ovnen og bag event. et kvarter længere, det kan også være du som jeg blot skal tage brødet ud af formen og lad det trække rest varmen i ovnen.

Vh / ole -

Meget tungt

Skrevet af Anonym bruger den 10/12 2011 17:53
jep, jeg har li lavet en med gær og kærnemælk fordi min surdej ikke blev ok, jeg lod den bare hæve meget længere så blev den utrolig luftig og let, mvh marilis

Kartoffelrugbrød

Skrevet af Anonym bruger den 25/12 2009 23:19
Nu får du rigtig mange hits pga ordet "kartoffelrugbrød". :)

Jeg har, som mange andre ledt på nettet efter en opskrift på kartoffelrugbrød, men ikke fundet andet end "halve" opskrifter med ingredienser, som kun bagere kan få fingre i - tror jeg.

Mine store børn elsker (Kohbergs)kartoffelrugbrød.

Da jeg har fået en dille med hjemmebagt rugbrød, ville jeg meget gerne prøve at bage et med kartofler i. Der skal vist også gerne være solsikkefrø, rugkerner, rugmel og hvedemel i, så jeg tænkte på, om man kunne bytte ingredienserne i dit rugbrød ud med noget af dette, så man fik et kartoffelrugbrød?

Jeg tror på at du vil kunne "fremtrylle" den opskrift, som vi alle leder efter :)

Jeg har fundet opskrifter på brød med kartofler og lignenede, men ikke noget, der samtidig indholder kerner...


Kartoffelrugbrød

Skrevet af Anonym bruger den 26/02 2010 14:16
mos 3-4 kogte kartofler m lidt vand ogg bland i dejen.
kh annette

Kartoffelrugbrød

Skrevet af Anonym bruger den 10/06 2011 11:55
25 g gær
1 flaske porter
2 dl ymer
2 spsk mørk sirup
1 spsk salt
120 g kartofler
375 g rugmel
325 g hvedemel

Tilberedning
 Kog kartoflerne. Opløs gæren i lun porter og tilsæt ymer, sirup og salt. Mos de kogte kartofler med en gaffel, og rør dem i sammen med rugmel. Tilsæt det meste af hvedemelet, og ælt dejen godt. Tilsæt evt. mere hvedemel. Når dejen har fået nok hvedemel, skal den være klistret og hænge i fingrene. Lad dejen efterhæve i ca. 1 time på et lunt sted.

Samme opskrift uden hvede

Skrevet af Anonym bruger den 12/03 2010 18:27
Jeg har med stort held (hvis jeg selv skal sige det) forsøgt mig med samme opskrift, hvor jeg smider hvedekerner- og mel ud og erstatter med samme mængde rugkerner- og mel. Det giver ikke overdrevne mængder luft i brødet, men det smager af lidt mere, synes jeg. Ikke mere købe-rugbrød her :-)

Hverdagsbrød

Skrevet af Anonym bruger den 21/06 2010 08:40
Fantastisk opskrift.
Jeg har bagt hverdags rugbrødet uden hvedemel men kun med rugkerner og rugmel og det blev fantastisk.
Tak for en god opskrift.

smager rigtig godt - lidt løs krumme

Skrevet af Anonym bruger den 08/09 2010 07:34
Hej Max. Nu har jeg bagt to rugbrød, som smager virkelig godt!!!De er bare lidt bløde og løse i det. Det går rimelig godt at skære dem med den gamle rugbrøds"maskine" (som forresten også er velegnet til kål til jul - så Laura skære kål på sådan en i Matador og har selv gjort det siden), men helt umuligt med kniv. Jeg pakkede dem ind i poser ret hurtigt, måske jeg skulle have ventet lidt længere - de var stadig meget varme.

Har du eksperimenteret med længere bagetider for rugbrød? Så engang en kok på tv vise rugbrød frem, som alle var lavet af samme dej, men som var bagt alt fra en time eller halvanden til adskillige timer, nok med lavere temperaturer for de lange bagetider. Brødene blev gradvist mere faste i det uden dog at blive tørre, jo længere de blev bagt. Har søgt lidt på langtidsbagt brød, men får kun et hit til et Camilla Plum rugbrød, der er bagt i 24 timer i alt, hvilket nok er lidt længe til min tålmodighed...

:o) Louise

bagetid

Skrevet af Louise Hvilborg den 15/09 2010 07:23
Jeg fandt en anden opskrift, hvor brødet bages 4 t ved 140° - herefter en halv time ved eftervarmen, som jeg har konstateret nok skal være uden form. Det virker fint med hverdagsrugbrødet. Det er svampet og meget blødt på en elastisk måde de første timer, men det samler sig rigtig godt i løbet af en dags tid. Det kræver lidt mere planlægning med den lange bagetid, men jeg synes det betaler sig.

surdej og rugbrød

Skrevet af Anonym bruger den 05/10 2010 22:16
Jeg har fulgt din opskrift på surdej og rugbrød og det er blevet fantastisk godt!! Det er første gang jeg overhovedet bager mit eget rugbrød og det er blevet SÅ godt at mine børn ikke kan få nok! Selv mine kolleger har bedt om lidt af min surdej! De får da gerne en sjat men har også givet dem din hjemmeside. For der jo flere spændende opskrifter!

surdej og rugbrød

Skrevet af Anonym bruger den 04/11 2011 18:45
Jeg er en af dem der ikke har meget erfaring omkring bagning af rugbrød.. Derfor dette spørgsmål..
Hvordan laver man sur-dejen?
Jeg kan læse herinde at en har en surdej der er ca 2 år gamel, kan det virkelig holde sig så lang tid og hvordan 'fodre' man sin surdej???

surdej

Skrevet af Anonym bruger den 03/11 2010 10:43
Tak for et godt forum, efter jeg har været her inde går jeg og fodre på surdejen i køleskabet, og har da også fået fyret nogle gode brød af. Så medens jeg var igang med rugbrød idag kom jeg til at tænke på" ER DER NOGLE DER VED HVAD 1.DL FLYDENDE SURDEJ SVARER TIL I GÆR"Her tænker jeg på om f.eks.3dl svarede til 50 g gær.
mvh
Benny

surdej

Skrevet af Anonym bruger den 06/12 2010 12:24
Hej Benny

Det tror jeg desværre ikke man kan samligne direkte, da surdeje er meget meget forskellige. Har selv haft gang i mange forskellige med hver deres "charme" :-)
Og synes det svinger meget fra gang til gang hvor meget det hæver med samme mængder og hævetid.
Fordelen ved surdej (efter min mening i hvert fald) er at du ikke kan komme for meget af det i. Når jeg laver rugbrød med udgangspunkt i Max gode opskrifter bruger jeg min dobbelt så meget surdej (og tilsvarende mindre vand/mel) for at få mere og bedre smag.
MVH Thomas

surdej

Skrevet af Anonym bruger den 10/01 2011 09:25
Jeg har en surdej som nu er ca. 2 år gammel , altså fra jeg startede surdejen. Jeg fodrer den af og til, og får et fantastisk resultat hver eneste gang.
Jeg har skiftet en del af vandet ud med 1 hvidtøl hvilket giver farven og smagen af brødet en helt skøn dimension.
Jeg bruger knap så meget mel, blot skal dejen være lind ganske som en lidt tyk havregrød.
Jeg bager det ved 180 i 1 time og 10 min. Lader brødene køle helt af og kommer så i plastikposer.

Vedr. rugbrød

Skrevet af Jan Møller-Hansen den 18/01 2011 14:06
Først vil jeg gerne rose Kvalimad for en rigtig godt site, den har fået mig i gang med flere forskellige ting i køkkenet som jeg bestemt ikke havde regnet med.
Men til mit bud vedr. rugbrød, jeg har prøvet at lave rugbrød som der bliver vist i videoen med hjemmelavet sur dej. Den 1. den blev noget tung og hårdt og den revnede også en del på toppen, 2. gang jeg var i gang, havde jeg besøg af min svoger da rugbrødene var inde i ovnen, han har været bager i 35 år, og hans bud var at brødene kun skulle have mellem 50 til 60 minutter i ovnen, og at man skulle huske at give dem rigeligt med vand når de stod til hævning, men bestemt også når de kom ind i ovnen (forstøver), de må gerne være meget fugtige ovenpå da det forhindre at de revner, men som han påpegede så rasker de jo alt gærbrød (sætter det i et skab ved 36 gr. og en luftfugtighed på 80 Rh) i 1 time, det giver bare et andet resultat, han gjorde mig også opmærksom på at man kan sætte en skål ind i ovnen når denne varmer op som man så hælder kogende vand i samtidig med at brødene komme ind, det giver meget fugtighed i ovnen.
3. gang havde jeg fået lavet min røgeovn om til også at kunne bruges som raske skab, samtidig var dejen noget mere lind som de 2 foregående gange, den kunne næste flyde ud, jeg havde også læst på nette at rugbrød er færdige ved en kernetemperatur på 96 gr. Så de kom ud da temperaturen var på 96 gr. Efter 50 minutter, og sikke rugbrød der kom ud af det så luftige og dejlig bløde, vi i familien er ikke til køberugbrød mere.






Vedr. rugbrød

Skrevet af Max M den 18/01 2011 14:25
Du har ret i at min opskrift er ret bastant. Det er sådan jeg kan lide det.

Mht. at raske rugbrød så syntes jeg ikke det er nødvendigt. Men det skader under ingen omstændigheder.

Jeg tror ikke det er den dampfyldte hævning der forhindrede at brødet revnede. Nærmere den vådere dej.

Farvning af rugbrød

Skrevet af Henriette Nguyen den 19/01 2011 06:48
Jeg har ikke lige afprøve denne opskrift, men vil lige give dig mit eget fif til farvning af rugbrød, en spsk kakao ;-) Det kan ikke smages og rugbrødet ser så flot ud. Man skal faktisk have rigtig meget kakao i før det kan smages, tro mig, jeg tabte en gang pakken i dejen, man kunne dufte det, men ikke smage det.
/Henriette

Forenkle opskriften

Skrevet af Anonym bruger den 19/02 2011 09:01
En minimal ting, men opskriften er dejligt nem at huske fordi alle ingredienser er noget med multipla af 4.

Undtagen salt, og da jeg ikke lige kan finde mit spiseskemål, bruger jeg 4 tsk salt. Det giver også en anelse mindre salt, hvilket passer mig fint. Smagen er stadig 100% i orden.

Forenkle opskriften

Skrevet af Max M den 19/02 2011 11:41
Jo tak. jeg prøver altid at forenkle så mege som muligt, uden at det går ud over kvaliteten. Jeg kan nemli goså godt lide at kunne huske dem :-D

Squash

Skrevet af Anonym bruger den 18/03 2011 22:03
Jeg har også en rugbrødsopskrift, som jeg selv har eksperimenteret mig frem til og den giver så ca. 4 L dej, som passer lige til min form, som er ret stor.
Jeg kommer revet squash i. Det holder på fugtigheden og gør, at brødet uden problemer er frisk, ved stue temperatur i en plastik pose, i en uge.
Jeg har prøvet at bage det med og uden squash og jeg foretrækker det helt klart med.

Jeg bruger

1. dag:
300 g surdej
8 dl vand (lunkent)
500 g rugmel
300 g knækkede rugkerner
2 spsk honning
2 spsk salt
1 dl græsk yoghurt
røres sammen og stilles lunt natten over. Den skal lugte syrligt og være let boblende og blævrende i konsistensen.

2. dag:
1 hvidtøl
700 g knækkede rugkerner
1 lille groft revet squash
Alt røres i dejen fra dagen i forvejen

- Hæver 5-8 timer
- Tag 300 g dej fra til surdej
- Fordel i rugbrødsforme
- Glat overfladen med våde hænder, så der ikke er ujævnheder
- Hæver til det når kanten af formen
- Prik ca. 20 huller med en strikkepind e.l, hele vejen ned til bunden af dejen. Det forhindrer at skorpen letter.
Bages ved 200 grader i en time. Læg 5-10 min til, alt efter ovnen.

Afkøles med et vådt viskestykke i en tæt lukket plastikpose natten over.

Hvis surdejen er blevet for gammel, tilsæt en skefuld græsk yoghurt, ca. 2 dl vand og 1 dl rugmel og 1 spsk honning og lad det stå i et par dage med et viskestykke over, så skulle den gerne komme til live igen.

Du kan sagtens halvere dejen - bagetiden er den samme

Squash

Skrevet af Anonym bruger den 18/03 2011 22:13
FOrresten... den græske yoghurt kan sagtens udelades og skal IKKE erstattes med mælk eller andet mælkeprodukt.
Jeg anbefaler også at man måske halverer squashen, hvis man bruger yoghurten :)

Surdejen holder ca 14. dage

Squash

Skrevet af Anonym bruger den 18/03 2011 22:17
Nå ja... og grunden til jeg lige ligger opskriften her, er, at min opskrift bruger hele mål. Jeg var så træt af, at den oprindelige opskrift brugte 575 g rugmel og 375 g kerner. Det passede jo aldrig med noget og man skulle altid have en pose mere. Så jeg huggede en hæl og klippede en tå, for at få det til at passe.

Undskyld alt mit skriveri her, men jeg glæder mig til at benytte din side meget mere. Har fået den anbefalet af en ven :)

Mvh Ditte-Marie

Squash

Skrevet af Anonym bruger den 19/03 2011 15:35
du har bestemt ikke noget at undskylde for. Både relevant og interessant.

Rugbrød

Skrevet af Anonym bruger den 21/07 2011 06:21
Kunne det tænkes at man kunne koge kernerne, så man bager det samme dag, og at det så ikke skal stå til til dagen efter, altså så det kun er et 1 dags projekt

Rugbrød

Skrevet af Max M den 22/07 2011 13:51
ja, men du bytter tidbesparesle for ekstra besvær. Desuden så udvikler gæringen smagsstoffer som du ikke får hvis du bare koger kernerne.

Grader

Skrevet af Anonym bruger den 22/07 2011 16:37
Er det varmluft eller alm.

ROS ROS ROS

Skrevet af Anonym bruger den 23/07 2011 06:09
Hej.

For pokker da et godt rugbrød, takker mange gange for den opskrift og mange flere.

Hilsen Pia

falder lidt sammen i midten

Skrevet af Anonym bruger den 03/09 2011 11:49
Jeg har nu bagt rugbrød næsten hver uge de sidste år, med udgangspunkt i din surdej og opskrift, som jeg så varier lidt ind i mellem.

Når jeg bager rugbrød falder det næsten altid sammen i midten. Det er ikke klægt og det betyder intet for smagen. Det er udelukkende et æstetisk spørgsmål. Jeg er i tvivl om, om jeg skal skubbe siderne lidt ned, inden jeg bager det, eller om det tvært i mod er fordi det hæver lidt voldsomt i midten og så falder sammen.
Nogen gode råd?

Og igen tak for en dejlig og inspirerende hjemmeside.

Elsker rugbrød med mange kerner

Skrevet af Anonym bruger den 11/10 2011 08:03
En fantastisk rugbrødsopskrift. Hjemme hos os elsker vi et godt rugbrød med en masse kerner, så når jeg sætter rugkerner og hvedekerner i blød tilsætter jeg også en halv pose solsikkekerner og en halv pose hørfrø.
Når resten af ingredienserne så skal i kommer jeg også 3/4 maltøl, syntes lige det gir lidt ekstra og ud af det kommer der et helt fantastisk dejligt luftigt rugbrød.

Elsker rugbrød med mange kerner

Skrevet af Anonym bruger den 11/10 2011 08:05
Hov tilsætter forresten også 2-3 spsk. puddersukker og en god sjat honning.
Emner
Bagning (57)
Dessert (53)
Eksotisk (18)
Frugt (10)
Gærbrød (11)
Hovedret (11)
Julemad (20)
Kage (55)
Kød (28)
Morgenmad (5)
Sauce (22)
Snack (1)
Sous vide (2)
Stivelse (11)
Suppe (14)
Surdej (4)
Vegetar (12)
 
Doner penge og bliv kvalimad sponsor

Kvalimad koster penge at drive. Server, trafik, hosting, videoudstyr, mad, ingredienser osv.

Hvis du kan lide sitet er du velkommen til at dele udgifterne med mig :-D Alle beløb er velkomne, og går direkte til driften.

 
 
Seneste diskussions indlæg
Foie gras er ikke godt for dyrene ...
maxm - 2011-12-30 19:04:31
Re: Valg af indbygningsovn
Robert - 2011-12-05 17:32:49
Re: Valg af indbygningsovn
Bageren9600 - 2011-12-05 12:38:04
Re: Valg af indbygningsovn
Graekeren - 2011-11-24 23:36:00
Re: LISS Sifon
fnug5 - 2011-11-21 05:49:18